En af Danmarks mest eftertragtede trænere kan være fortid i FC Nordsjælland til sommer.

Kasper Hjulmand har kontrakt med FC Nordsjælland frem til sommeren 2015, men en klausul i kontrakten gør, at han kan skifte gratis til en udenlandsk klub. Det kan ske efter hver sæson ifølge den nuværende kontrakt.

Hollandske pressekilder fortæller, at det var en af de primære årsager til, at den hollandske klub Heerenveen i slutningen af marts var i konkrete forhandlinger med Kasper Hjulmand. Heerenveens sportsdirektør, Hans Vonk, havde fået garanti for, at Kasper Hjulmand kunne erhverves ganske gratis, før han satte et møde op i København med FCN-træneren.

BT har desuden talt med kilder med indsigt i FCN, der også bekræfter, at sådan en klausul eksisterer. Det var ved kontraktforlængelsen i 2012, at Hjulmand fik indføjet klausulen.

Men selv om Heerenveens interesse var meget konkret, valgte klubben i sidste ende Cambuurs træner, Dwight Lodeweges, som afløser for Marco van Basten, der overtager AZ Alkmaar efter Dick Advokaat, i den kommende sæson.

- Hjulmand var en af de primære kandidater, men vi fik muligheden for at få Lodeweges, sagde Hans Vonk for en uge siden ifølge Voetbal International.

BT spurgte efter gårsdagens 1-3-nederlag til Sønderjyske Kasper Hjulmand om dialogen med Heerenveen.

- Det vil jeg ikke snakke om.

Kan du afvise, at du har forhandlet med dem?

- Det har jeg ingen kommentarer til.

Men Heerenveen var ikke eneste udenlandske mulighed for Kasper Hjulmand, der ifølge BTs oplysninger har fået andre henvendelser fra udlandet. Med tanke på denne sæsons skuffende resultater i FCN er det absolut ikke urealistisk, at Hjulmand er fortid i klubben til sommer.

Omkring fremtiden, klausuler og næste sæson er Kasper Hjulmand ligeledes meget lidt meddelsom.

- Det har jeg heller ingen kommentarer til, sagde FCN-træneren efter et skuffende nederlag imod Sønderjyske.

Ifølge FCN-ejer Allan K. Pedersen ville Heerenveen ikke have kunnet gafle Kasper Hjulmand så let.

- Sådan en klausul eksisterer ikke i hans kontrakt, lyder det i en sms fra Allan K. Pedersen.

Kasper Hjulmand har været ansat i FCN, siden han kom til klubben fra Lyngby i 2008. Han begyndte som assistenttræner for Morten Wieghorst, og i 2011 overtog han cheftrænerposten, da Wieghorst blev ny U21-landstræner. Kasper Hjulmands store øjeblik i FCN kom, da han i sin første sæson som cheftræner vandt mesterskabet, og i den efterfølgende sæson spillede man i Champions League-gruppespillet.

I sidste sæson vandt holdet sølv, men i denne sæson har resultaterne svinget gevaldigt, og aktuelt ligger nordsjællænderne midt i tabellen.