Hobro-træner Jonas Dal fortæller, at han tror på, at fodboldspillere har brug for mere end bare at tænke fodbold.

I Dansk Idræts Forbunds medlemsblad, Idrætsliv, der udkommer i morgen, taler Hobro-træner Jonas Dal om, hvilke værdier træneren selv og resten af Hobro-staben kan tilføre klubbens spillere.

Under interviewet kommer snakken ind på spillere som for eksempel Nicklas Bendtner, der på trods af et stort talent har svært ved at klare sig.

»Vi i Hobro kigger på mennesket før fodboldspilleren. Jeg tror, vi vil kunne få rigtig meget ud af Nicklas Bendtner og generelt de personligheder, der ikke har haft ret meget andet end fodbold at gøre med i deres liv. Jeg tror på, at det er vigtigt at se verden fra flere sider og gøre det lidt mere nuanceret end bare det at være fodboldspiller,« siger Jonas Dal, der understreger, at Nicklas Bendnter er alt for stor en spiller til at kunne spille for Hobro.

Jonas Dal taler om ’forpligtiget fællesskab’, der handler om, at alle skal give noget af sig selv til fællesskabet for at få en succes ud af det på den lange bane.

»I en spiller med den historie, som Nicklas Bendtner har, ville vi måske kunne give ham noget, der kunne få ham til at blomstre som fodboldspiller. Fordi vi kan nogle ting på det menneskelige plan,« siger Jonas Dal og fortsætter:

»Det handler om at være en aktiv medspiller frem for at være en lykkeridder, der bare skal have uden at give. Man skal sætte noget på spil for at få noget ud af det forpligtende fællesskab.«

Jonas Dal nævner en spiller som Hobros tidligere angriber Emil Berggreen, der var elsket af alle i klubben for at være den åbne og ærlige landmand.

»Emil Berggreen går lige ind i hjertet på alle folk, for han er åben og sød med sit bondegårdsliv. En herlig fyr, der gerne vil nogle andre ting end bare fodbold.

Han gav en fantastisk masse til vores hold. Da han scorede sit første mål, var alle henne og omfavne ham, og det var som om, han scorede i sidste minut af VM-finalen,« siger han.«

Jonas Dal glæder sig især over tilføjelsen af Mikkel Thygesen og Mikkel Beckmann. To store spillere - i Hobro-regi - og Jonas Dal glæder sig til at se, om han kan indføre ’Hobro-ånden’ i dem.

»De to har ikke rigtigt lavet andet end at spille fodbold. Så bliver det en test for os, om vi kan det her,« siger Jonas Dal.