Den gode historie om Hobros Superliga-oprykkere fortsætter.

Sejren på 1-0 i udekampen mod lokalrivalerne fra Randers FC betyder nemlig, at de tre runder før turneringsafslutningen fortsat er med i kampen om fjerdepladsen, der giver adgang til efterårets Europa League-kvalifikation.

De første 45 minutter blev ellers spillet på hjemmeholdets præmisser. Fra start til slut blev Hobro, der var uden sine to skadede profiler Quincy Antipas og Jonas Damborg, presset i bund.

Men selvom der ikke blev scoret, savnede de 6.499 tilskuere ikke dramatik:

Set fra sidelinien lignede det en stor dommerfejl, da Mikael Ishaks scoring blev annulleret for offside. Desuden burde Djiby Fall formentlig have fået rødt i stedet for gult kort for at sparke Hobro-anfører Mads Justesen.

Men som det så ofte går, lykkedes det i stedet for Hobro at score. Det skete efter en times spil, da Mads Jessen smart spillede Mads Hvilsom fri til sin sæson-fuldtræffer nummer 16. Den betyder, at han ligger nummer et på Superligaens topscorerliste foran FC Midtjyllands Martin Pusic.