Martin "Mardo" Thomsen forlader Hobro IK og skifter til Silkeborg IF, hvor han er på kontrakt de næste to år.

Efter en sæson i Hobro, hvor holdet i den grad har bidt sig fast i Superligaen, vinker nordjyderne nu farvel til Martin Thomsen, der fra den centrale midtbane har været med til at styre holdet mod den øverste halvdel af tabellen.

»Vi vil gerne takke Martin Thomsen for en stor og flot indsats i Hobro IK, og samtidig er vi stolte over, at vi kan sende en af vores dygtige spillere videre til en klub, der har været med i toppen af dansk fodbold i mange år,« siger Hobros sportschef, Jens Hammer Sørensen, til klubbens hjemmeside.

Martin Thomsen kom til Hobro fra Skive IK i januar 2013, hvor det indtil videre er blevet til 63 kampe og 15 mål i den gule trøje, og i begyndelsen af dette år blev han hædret for at have scoret årets mål i dansk fodbold i 2014. Det har derfor ikke været let for den 32-årige at sige farvel til klubben.

»Det har været en mega-svær beslutning. For to og et halvt år siden kom jeg tilbage til Hobro IK, der er min barndomsklub. Her var jeg med til at skrive historie med oprykningen til Superligaen og sikre vores overlevelse i det første år i landets bedste fodboldrække. Det har gjort mig glad, stolt og taknemmelig, og jeg vil aldrig glemme tiden i Hobro,« siger Martin Thomsen, der samtidig understreger, at han håber, at det vil gå Hobro godt i fremtiden.

Inden skiftet kan gennemføres helt, venter der dog to svære kampe for Hobro, når de hjemme tager imod OB på søndag og ugen efter er gæster i løvens hule, når FC København venter i Telia Parken i sæsonens sidste kamp.