»Su - Su Superliga!!!«

Sådan råbte flertallet af de 5.607 tilskuere på DS Arena, da Hobro IK på hjemmebane i 1. divisions altafgørende oprykningsbrag mod Vendsyssel erobrede den et-måls-sejr, der sikrer dem comeback i dansk fodbolds bedste række efter et års fravær.

»Selvfølgelig er jeg ellevild af glæde. For det første var sejren fortjent og for det andet ville en kikset oprykning have betydet, at det ville være slut med fuldtidsprofessionalisme i klubben for denne omgang. Nu har vi penge til at fortsætte satsningen, og målet er at vi får sammensat en trup, der er konkurrencedygtig,« sagde den himmerlandske klubs sportschef Jens Hammer Sørensen.

Han får de kommende uger ekstremt travlt eftersom man i skrivende stund kun har syv af sine nuværende spillere på kontrakt i næste sæson; Jesper Rask, Pål Kirkevold, Jonas Brix-Damborg, Wilfried Domoraud, Martin Mikkelsen, Kasper Lynge og Jesper Bøge.

»Vi går efter at få en førsteholdstrup på op mod 22 spillere, og mon ikke det lykkes at få overtalt nogle af de kontraktløse til at tage en sæson mere?« spurgte Jens Hammer Sørensen retorisk.

Der gik ikke mange minutter efter dommer Morten Kroghs sidste fløjt før Hobro-veteranen, 34-årige Mads Justesen, meldte sig i koret af spillere, der ønsker at tage en tørn mere.

»Jeg vil rigtig gerne optræde i Superligaen igen. Endnu har jeg ikke en skriftlig aftale på plads. Men det er både mit håb og min tro, at jeg indenfor overskuelig fremtid finder sammen med klubledelsen,« sagde Mads Justesen med et kæmpesmil.

Han indrømmede, at Hobro-mandskabet det seneste stykke tid ikke har leveret prangende præstationer.

»Vi har i turneringens slutfase sat nogle dumme point til. Men da det gjaldt stod vi sammen. Det er jeg enormt stolt over,« sagde Mads Justesen, der gav denne forklaring på, hvorfor der i kampen mod Vendsyssel ikke opstod ’gummiben’:

»Fredag læste vi i den lokale avis, at man i Vendsyssel mente, at de spiller for spiller var bedre end os. Den udtalelse (af sportschef Jacob Krüger, red.) provokerede os helt vildt. Nu ser vi frem mod en ny sæson i Superligaen, og forhåbentlig har vi lært af de knubs, vi modtog i fjor.«

Man skulle helt hen til det 81. minut før Hobro IK’s norske angriber, Pål Kirkevold, scorede til slutfacit 1-0.

»Det var fantastisk at se bolden blafre i netmaskerne. Det meste af sæsonen har vi været i toppen af 1. divsision. Det ville derfor have været et enormt antiklimaks, hvis oprykningen var glippet. Jeg synes, vores træner fortjener stor ros. Han har leveret et godt stykke arbejde, og set fra min synsvinkel var det det rigtige beslutning, at man i vinter valgte at fyre Ove Pedersen og indsætte Thomas Thomasberg i stedet,« sagde Pål Kirkevold.

Hos Vendsyssel hang man til gengæld med hovedet.

»Det var en uskøn kamp fyldt med dueller. Men Hobros sejr var fortjent. Heldigvis har vi ikke udspillet vores oprykningsmuligheder endnu. Senere på ugen (mod enten Horsens eller Esbjerg, red.) får vi en ny chance, og den har vi tænkt os at udnytte,« sagde træner Erik Rasmussen, der her sandsynligvis må undvære såvel Thomas Dalgaard som Christian Overby.

»Desværre udgik de begge med skader, og jeg tvivler meget på, at de når at blive klar til første playoff-kamp på søndag,« sagde Erik Rasmussen.

Også FC Helsingør skal ud i playoff-kampe om oprykning. De sikrede muligheden med en sejr på 1-0 over Næstved, og skal møde taberen af opgøret mellem AGF og Viborg FF.