Drømmesigning! Sådan er Hobro-formand Steen Juulsgaard ikke bleg for at betegne ansættelsen af Ove Pedersen, der skal redde Hobros eksistens i Superligaen.

»Det er sådan en profil, vi har lyst til at prøve at komme videre med. En, der har prøvet meget, og som har et indgående kendskab til Superligaen.«

Og forudsigelig er det vel også set i forhold til jeres nuværende situation …?

»Enig. Men det lyder da også meget godt, for så må det være et godt match for os. Men det er altså mere end en sidste øjebliks-redningsaktion. Jeg glæder mig meget til arbejdet med en ny type træner. Og for os er det nyt, at vi kan tiltrække sådan en kapacitet til vores videre udvikling.«

Hvorfor nu, lige efter en landsholdspause og to runder inden vinterpausen?

»Det har været en længere proces, hvor vi har overvejet situationen og tænkt over, hvornår det skulle være. Og så pludselig åbnede der sig en mulighed for at blive enig med Fredericia og Ove, og så udnyttede vi det.«

Har det noget med kollapset mod Esbjerg søndag at gøre?

»Nej, og jeg synes faktisk ikke, at Esbjerg-kampen var så dårlig for trænere eller spillere. Afslutningen var selvfølgelig dårlig, men alle kom med et godt udtryk. Men det er klart, at selvfølgelig ligger der også i det, at vi vil gøre så meget som muligt i vores nuværende situation.«