FCN-træner Kasper Hjulmand fastholder, at DM-guld er målet, selvom holdet måtte nøjes med 0-0 hjemme mod OB.

FCN måtte nøjes med 0-0 hjemme mod OB, og dermed er det igen FCK, der har fordelen i mesterskabskampen. Hvis FCK vinder de to sidste kampe, genvinder holdet mesterskabet.

Men FCN har ikke givet op.

- Jeg har på fornemmelsen, at det sidste point ikke er tabt i den duel mellem FCK og os. Vores mål har hele sæsonen været at få så meget som muligt ud af sæsonen, og da sølvet var sikret, så var det næste mål at vinde DM. Og det er det stadigvæk, sagde FCN-træner Kasper Hjulmand efter kampen til TV2/Sport.

Hvis det skulle ende med sølv, vil holdet ærgre sig - i første omgang.

- Men det kan godt være, at vi - når vi har tænkt lidt over det - vil være godt tilfredse med sølvmedaljerne, hvis det skulle ende med det. Men når man har chancen for at vinde DM, så skal man også gå efter det, sagde Kasper Hjulmand.

Både han og hans spillere ærgrede sig over, at det ikke lykkedes at få scoret mod fynboerne på trods af en hel del chancer.

- Hvis vi havde scoret et mål i dag, så havde vi også vundet, mente Kasper Hjulmand.

- Vi vader i chancer, og det er pisse-sindssygt, at vi ikke vinder den kamp. Vi spiller en af de bedste kampe i lang tid. Vi mangler bare et mål, sagde Mikkel Beckmann.

- Vi spiller en flot kamp, og vi producerer også de chancer, der skal til. Men vi er ikke tilfredse med slutresultatet, sagde Nicolai Stokholm, der ligesom Kasper Hjulmand stadigvæk tror på guldet.

- Vi vil gøre, hvad vi kan for at få seks point ud af de sidste to kampe. Så må vi se, om det er nok. Men vi vil gøre vores, sagde han.