FC København vil erstatte Carsten V Jensen med Peter Sørensen fra AGF - men det kan blive dyrt.

Det varmeste bud på en ny FCK-træner hedder Peter Sørensen.

For på selv samme bestyrelsesmøde, der kostede Carsten V. Jensen den ene af de to kasketter, han har haft i FCK det seneste halve år, blev det også diskuteret, om man skulle finde de penge, der er nødvendige for at komme med et bud på den succesrige AGF-træner, erfarer sporten.dk

Det er ikke længe siden, at Peter Sørensen forlængede sin kontrakt med AGF i fire år, og derfor anslås det, at et frikøb vil blive historisk stort. En annullering af kontrakten i AGF vil angiveligt koste i størrelsesordnen fem til otte mio. kr. i kompensation til den aarhusianske klub. Det er dog endnu meget tidligt i processen, og derfor er der endnu ikke afleveret et konkret bud på Peter Sørensen. 

Det er langt fra første gang, koblingen mellem FC København og Peter Sørensen optræder.
Allerede da Ståle Solbakken lod vide, at han ikke ville forlænge sin kontrakt i klubben, sev rygterne om, at nordmanden havde anbefalet sin tidligere spiller i Ham-Kam.

Peter Sørensen var på det tidspunkt træner i Fredericia og valgte som bekendt siden at skrive kontrakt med AGF, som han siden førte op i Superligaen. Peter Sørensen var i Ham-Kam Ståle Solbakkens forlængede arm på banen, og de to har siden holdt tæt kontakt på det private plan.

Ifølge sporten.dk's oplysninger var der også kontakt i det tidlige forår, da Roland Nilsson viste sig at være det forkerte valg som træner for FC København. Kontakten udmøntede sig dog ikke i noget konkret, og kort efter var det Carsten V. Jensen, der trådte til som kombineret cheftræner og sportsdirektør. 

Siden da har Peter Sørensen yderligere manifesteret sig som en succesrig træner, da han førte oprykkerne fra Aarhus frem til en solid femteplads i Superligaen, og dermed endda kan se frem til at spille europæiske kampe i efteråret. Derfor vil man også nødigt se Peter Sørensen forlade klubben, omend man erkender på højeste plan, at det nok kan blive vanskeligt at holde på klubbens cheftræner, hvis han bliver smigret i tilstrækkelig grad af den hede interesse.

Det er dog langt fra givet, at Peter Sørensen kan overbevises. Han er bosat ved Silkeborg, har små børn og dermed er der en række familiemæssige udfordringer, der skal løses. Omvendt er der langt imellem, at rollen som frelser er så oplagt i en klub som FC København. 

At der ikke skeles til de andre nordiske lande i valget af træner, er ikke tilfældigt, selv om rygter om Marcus Allbäck og Ole Gunnar Solskjær allerede florerer.

Ifølge sporten.dk's oplysninger ønsker man på ingen måde at få en svensker som cheftræner i kølvandet på den dårlige oplevelse med Roland Nilsson, der blev betegnet som konfliktsky og uden pondus til at sætte sig igennem over for spillertruppen.

Norske trænere skulle heller ikke være oplagte i jagten. Vurderingen er ganske enkelt, at der ikke er en Ståle Solbakken 2 for nærværende, og at det derfor ikke harmonerer med den spilforståelse, der hersker i den tidligere mesterklub.