FC Midtjylland er klar til at sælge guldfuglen Pione Sisto i sommerens transfervindue. Salget skal være klubbens største nogensinde.

Der er lagt op til storsalg i FC Midtjylland, hvor ledelsen er klar til at lade 21-årige Pione Sisto skifte til udlandet for et stort millionbeløb.

BT erfarer fra velunderrettede kilder, at prisen på Pione Sisto ligger på omkring 45 millioner danske kroner. Og lykkes det at sælge den elegante kantspiller til den pris, vil salget stå tilbage som det største i FC Midtjyllands historie.

Hos FC Midtjylland ønsker sportsdirektør Claus Steinlein ikke at kommentere BTs oplysninger. Men han erkender, at klubben er klar til at sælge Pione Sisto.

»Vi forventer med den efterspørgsel, der er på Pione, at tiden nu er kommet til, at han skal sælges. Hvis han præsterer og gør, hvad han skal, er det ikke sikkert, at vi har ham, når det her vindue lukker. Omvendt har han kontrakt tre år endnu, så det er ikke sådan, at vi skal ud og sælge ham,« siger Claus Steinlein til BT.

I den spanske avis Farodevigo meldes La Liga-klubben Celta Vigo særdeles interesseret i Pione Sisto. BT erfarer nu også, at Celta Vigo skulle være meget interesserede og har fuldt Sisto gennem længere tid, hvor også tyske FC Køln har været kædet sammen med den danske landsholdsspiller, ligesom italienske Inter skulle have lagt et mundtligt bud på ham.

En årsag til, at Celta Vigo nu skulle have intensiveret interessen for Sisto, er ifølge BTs oplysninger, at klubbens nyindkøb, franske Claudio Beauvue fra Lyon, er blevet langtidsskadet. Samtidig har Celta Vigo, med Daniel Wass i truppen, også solgt stjernen Nolito, der var med Spanien til EM.

Claus Steinlein fortæller, at han vil være ærgerlig over at se Pione Sisto forlade FCM, men at det er et vilkår for alle danske klubber at sælge de bedste spillere videre.

»Det er en del af at være Superliga-klub og en del af at være FC Midtjylland. De allerstørste talenter skal ud at prøve sig selv af, og derfor gælder det om at nyde det, mens de er her,« siger Claus Steinlein.

Noget tyder på, at FC Midtjylland allerede er i gang med at gardere sig, hvis Pione Sisto skulle blive solgt. Onsdag skriver TV3 Sport, at FC Midtjylland er i kontakt med Brøndbys Jonas Borring om et skifte. Derudover har klubben allerede spillere, der vil kunne tage over, mener direktøren.

»Vi har Mikkel Duelund, Rilwan Hassan og Vaclav Kadlec, der kan spille på kanten, så vi er dækket godt ind. Nu skal der være plads til de unge, og det er jo det, der er kunsten,« siger Claus Steinlein.