DBU har torsdag trukket lod til pokalturneringens tredje runde, hvor flere af Superliga-klubberne indtræder for første gang.

Og lodtrækningen faldt sådan ud, så både FC København og Brøndby kan nøjes med en kort bustur. FC København skal en tur til Slagelse og møde 1. divisionsmandskabet FC Vestsjælland, mens Brøndby skal til Holbæk og spille mod 2. divisionsholdet.

For OB gælder det, at holdet skal besøge sin tidligere træner Ove Pedersen, som nu er i 1. divisionsklubben Fredericia.

Også mestrene fra FC Midtjylland skal spille mod en modstander fra den næstbedste række, når Næstved lægger græs til pokalkamp.

Kampene bliver afviklet 22. og 23. september. Superliga-klubberne kunne ikke trække hinanden i tredje runde af pokalturneringen.