Grundspil: 14 hold møder hinanden hjemme og ude over 26 spillerunder. De seks bedste hold går videre til mesterskabsspillet. De otte nederste fortsætter i gruppespillet.
Mesterskabsspillet: De seks bedste hold tager point og målscore med over fra grundspillet. Holdene møder hinanden ude og hjemme over ti spillerunder. Vinderen er dansk mester.
Gruppespil: De otte nederste hold fra grundspillet fordeles i to puljer af fire hold. Nummer 7, 10, 11 og 14 i den ene pulje og nummer 8, 9, 12 og 13 i den anden pulje. Point og målscore føres med over fra grundspillet. Holdene møder hinanden ude og hjemme over seks spillerunder.
Europa Playoff: Vinderne af de to gruppespil møder nummer 2 i den modsatte gruppe i to playoff-dueller ude og hjemme. Herefter møder vinderne af disse to kampe hinanden, og det samme gør de to tabere - ligeledes i to play-off dueller. Dermed findes ligaens nummer 7, 8, 9 og 10. Som en bonus får nummer 7 én playoffkamp om Europa League-kvalifikation på udebane mod det bedste hold fra mesterskabsslutspillet, som ikke i forvejen har sikret sig en europæisk plads.
Superliga Playoff: De fire dårligste hold fra gruppespillet spiller om nedrykning. Nummer 3 fra hver af nedrykningspuljerne møder nummer 4 fra den modsatte pulje i to play-off dueller. Vinderne af de to kampe mødes ude og hjemme i en duel om ligaens 11.- og 12.-plads. Taberne spiller om 13.- og 14.-pladsen - ligeledes i to play-off kampe. Nummer 14 rykker direkte ud af Superligaen. Nummer 12 og 13 møder henholdsvis nummer 3 og 2 fra 1. division i to playoff-dueller ude og hjemme.
/ritzau/