»Vi har behov for at slå fast, at vi fra en 100% enig EDG mangler to klinkende klare røde kort, når man vurderer ud fra TV-billederne«

FC Københavns Nicolai Jørgensen og Mathias Zanka Jørgensen får ikke karantæne for deres handlinger i sidste weekends kamp mod Randers FC.

Mathias Zanka Jørgensen går fri, fordi dommer Michael Johansen så og vurderede situationen, hvorfor Fodboldens Disciplinærinstans ved DBU ikke kan vurdere sagen, mens der i Nicolai Jørgensens tilfælde ikke er tale om en ”forseelse, hvor en spiller udsætter en modspiller for fare, eller som i øvrigt er udtryk for en adfærd, der i alvorlig grad er utilladelig eller voldsom.”

Det strider direkte mod et hemmeligt dokument, BT er kommet i besiddelse af, hvor DBUs Elitedommergruppe kraftigt kritiserer manglende røde kort til både Zanka og Jørgensen.

Begge burde således have været udvist i kampen mod Randers, fastslår dommergruppen, (EDG) i en mail til de danske fodbolddommere:

»Vi har behov for at slå fast, at vi fra en 100% enig EDG mangler to klinkende klare røde kort, når man vurderer ud fra TV-billederne,« skriver Elitedommergruppen i en mail, der blandt andet er sendt til dommere og linjedommere i Superligaen, 1. division og 2. division.

»Udover en helt korrekt udvisning til FCKs Brandur Olsen (voldsom adfærd) handler det om to episoder, som begge involverer Randers' Kasper Fisker. Et muligt spark mod ham fra Nicolai Jørgensen og en mulig albue mod ham fra Mathias Zanka Jørgensen,« skriver Elitedommergruppen i mailen.

BT er kommet i besiddelse af et brev fra Elitedommergruppen, der er sendt til alle dommere og linjedommere i de bedste rækker. Heri slår de fast, at Zanka og Nicolai Jørgensen, der netop er blevet frikendt af DBU, burde have været udvist.
BT er kommet i besiddelse af et brev fra Elitedommergruppen, der er sendt til alle dommere og linjedommere i de bedste rækker. Heri slår de fast, at Zanka og Nicolai Jørgensen, der netop er blevet frikendt af DBU, burde have været udvist.
Vis mere

Den tidligere topdommer og nuværende medlem af Elitedommergruppen, Peter Mikkelsen, bekræfter over for BT mailens ægthed, men understreger, at den udelukkende er tænkt som undervisning eller hjælp til elitedommerne, og at den ikke har noget at gøre med det arbejde, Fodboldens Disciplinærinstans foretager i sin vurdering af sagen.

»Vi har altid en bedømmer på stadion, og derudover ser vi selvfølgelig også fjernsyn i vores sparsomme fritid. Denne mail eller denne vejledning, der er sendt til en lukket kreds, er så et udtryk for, at vi løbende forsøger at dygtiggøre vores dommere. Det er ikke noget, vi udsender hver weekend, men efter behov, og her havde vi så en lidt ekstraordinær kamp, der burde have udløst tre røde kort,« siger Peter Mikkelsen.

I mailen slår Elitedommergruppen fast, at Nicolai Jørgensen burde være udvist for at sparke ud efter Kasper Fisker, selvom han ikke rammer og muligvis ikke KAN ramme ham fra den afstand, fordi "det er hensigten, der tæller, og et forsøg på at sparke er, som I ved, lige så stor en forbrydelse som sparket med kontakt."

I forhold til Mathias Zanka Jørgensen skriver Elitedommergruppen, at han burde være udvist for voldsom adfærd:

»Begge parter er i bevægelse, tingene sker hurtigt, og det er muligt, at Kasper Fisker er først fremme, og Mathias Jørgensens oprindelige hensigt er at beskytte sig med den hævede arm - men armen/albuen føres igennem, og man kan på tv-billederne se, hvordan hånden knyttes før kontakten, ligesom Zankas mimik ikke efterlader nogen tvivl om hensigten.«

Men Fodboldens Disciplinærinstans traf altså en helt anden beslutning.