Lasse Heinze har meddelt Silkeborg, at han ikke forlænger kontrakten, der udløber til sommer.

Silkeborg IF ved allerede nu, hvad de skal bruge en del af sommeren på - de skal på udkig efter en ny målmand. Lasse Heinze, der har vogtet målet i den jyske Superliga-klub siden 2009, har meddelt klubben, at han vil væk til sommer, når hans kontrakt udløber.

- Det har i bund og grund været en svær beslutning, for jeg er super-glad for at være i Silkeborg og glad for min rolle på holdet. Men jeg har kigget mig selv i spejlet og tænkt over, hvad jeg vil med mit liv og min karriere, og derfor har jeg taget beslutningen om, at jeg stopper i SIF, siger Lasse Heinze til Midtjyllands Avis.

Han understreger, at hans beslutning ikke nødvendigvis er truffet med henblik på at opfylde drengedrømmen om at komme til en udenlandsk liga.

- Det kan være nærliggende for andre at tro, at jeg har noget andet på hånden, men det har jeg ikke. Der har været interesse og forespørgsler, men jeg vil selvfølgelig ikke nævne klubnavne. Det er blevet lidt svært at komme af sted til udlandet, så derfor er Superligaen absolut en mulighed. Så jeg vil ikke være afvisende overfor en anden superligaklub, lyder det fra den snart forhenværende SIF-keeper.

Lasse Heinze har tidligere tørnet ud for FC Midtjylland