Esbjerg og Sønderjyske måtte nøjes med et point hver, da de to hold søndag tørnede sammen i Superligaen.

Det er kun tre dage siden, at Esbjerg senest var i kamp. Torsdag sikrede vestjyderne sig videre avancement i Europa League - men det var ikke til at se på spillet, hvis Niels Frederiksens mandskab havde tunge ben. 

Der var bare spillet fire minutter, da matchvinderen fra kampen mod Kairat Almaty, Jakob Ankersen, fik holdets første store chance. Kantspilleren stod pludselig alene med bolden i det lille felt, men han tøvede akkurat så lang tid, at Sønderjyskes Niels Lodberg kunne nå ned og takle ham i afslutningsøjeblikket. 

Chancen fik Esbjerg til at intensivere presset, bedst eksemplificeret ved, at de efter 10 minutter allerede havde haft fire hjørnespark. 

Som halvlegen gik, kom Sønderjyske bedre og bedre med. Udeholdets bedste mulighed opstod efter 29. minutter, da Silas Songani afsluttede fra tæt hold. På en eller anden måde fik Esbjerg-målmand Martin Dubravka dog kringlet sig rundt og fik pareret afslutningen.

Vi skulle helt hen til det 60. minut, før en spiller fik måltavlen til at blinke. Martin Pusic modtog bolden inde i feltet. Her tæmmede han den med højrefoden, drejede en halv omgang om sig selv og hamrede bolden i nettet med venstrebenet.

Det så længe ud til, at det mål ville blive kampens eneste, men efter 84. minutter fik Sønderjyske et indkast helt nede ved hjemmeholdets hjørneflag. Pierre Kanstrup kastede langt, og inde foran kom Esbjergs Emil Lyng højest. Uheldigvis for offensivspilleren fik han ikke ramt ordentligt på bolden og i stedet for at blive ekspederet ud af zonen, sejlede den i en blød bue over hans egen målmand.

Tre minutter inde i overtiden var Sønderjyske tæt på at tage alle tre point, men Dubravka stod, hvor han skulle på Jeppe Simonsens afslutning.

Med det ene point ligger begge hold stadig i den nederste del af tabellen med to point efter to kampe.