*


KØB PLUS!

HB Køge: Det er en knuser

Med nederlaget til Lyngby ser det for alvor sort ud for HB Køge i bunden af Superligaen, og selvom de stadig vil spille deres chance, så indrømmer de, at nederlaget til Lyngby gjorde rigtig ondt.

For spillemæssigt var der egentlig ikke den store forskel på holdene, men HB Køges graverende fejl blev kostbare.

- Det er virkelig en knuser, lød det fra KB Høge-træner Tommy Møller Nielsen efter kampen.

- Jeg synes, at spillerne så nervøse og anspændte ud allerede inden kampen. Vi var nervøse i boldomgangen, og så laver vi nogle store fejl.

Især centerforsvarer Thomas Guldborg havde en skidt dag på kontoret og kostede to af Patrick Mortensens tre mål, og det overraskede træneren.

- TC (Thomas Guldborg, red.) har jo været en suveræn leder og sikker sidste skanse i foråret, og der er jo ingen spillere, som laver fejl med vilje. Han skal nok rejse sig, mener træneren.

Spillerne har da heller ikke mistet modet trods den slemme bet.

- Vi tror stadig på det, og det vil vi gøre, indtil det ikke længere er muligt, siger Hb Køges store talent Lee Rochester, som ikke mener, at Lyngby havde noget særligt at byde på ellers.

- Det er rigtig bittert, for de spiller ikke på andet end lange bolde i dag, men vi laver nogle dumme fejl, som koster, lyder det fra kantspilleren, hvis tro på tingene bakkes op af træneren.

- Vi har viljen til at klare det, og vi vil gøre, hvad vi kan. Nu skal vi restituere, og det er især mentalt, siger Tommy Møller Nielsen.

HB Køge skal da også rejse sig hurtigt, for allerede mandag venter en tur til Brøndby Stadion.

Læs også: