Selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment, har onsdag offentliggjort regnskabet for 2014. Trods et plus på bundlinjen er der et fald i indtjeningen, som primært skyldes københavnernes manglende deltagelse i Champions League.

Resultatet er et overskud på 15,8 millioner kroner før skat. Året før lød overskuddet på hele 210,8 millioner kroner.

Selvom FCK i øjeblikket er ni point efter FC Midtjylland på Superligaens førsteplads, forventer Parken Sport & Entertainment alligevel et meterskab, og selskabet forventer også Champions League-deltagelse i næste sæson.

»Realiseres denne målsætning øges omsætningen med ca. 200 mio. kr. og resultat før skat med ca. 160 mio. kr,« skriver Parken Sport & Entertainment i årsrapporten.

Skulle guldet glippe, forventes et overskud på 40-50 millioner før skat.