Hobro er fortsat parkeret på sidstepladsen, efter nordjyderne lørdag eftermiddag tabte 1-2 til Randers FC.

Hobro kom tidligt foran, men scoringer af først Jonas Borring og kort før slutfløjt Mandla Masango gav Randers sejren. Særligt det sidste mål irriterer Hobro-anfører Mads Justesen.

»For mig at se er det sgu ikke særlig godt, at banens mindste mand skal have lov til at stige op og heade den ind. Jeg kan ikke se, hvad der sker inde bagved, men det må bare ikke ske,« sagde han efter kampen til TV3 Sport.

»Ellers synes jeg egentlig, vi får afviklet anden halvleg på en rigtig fin måde. De kommer ikke til noget, og med lidt held ved kunne vi have scoret i den anden ende. Vi har nogle rigtigt farlige situationer, og det er en meget lige anden halvleg. Randers har måske bolden lidt mere, men vi er bare ikke skarpe nok, og det skal vi forbedre. Ellers bliver det svært,« fortsætter Mads Justesen.

Med lørdagens nederlag har Hobro på 5 point efter 11 kampe og er dermed fortsat på 12.- og sidstepladsen i Superligaen, der i år er den eneste direkte nedrykningsplads. Men Hobro kan godt komme tilbage, mener anføreren.

»Vi skal fortsætte med at arbejde stenhamrende hårdt og rykke endnu tættere sammen i bussen. Jeg synes, vi viser som hold, at vi er skabt af noget viljestyrke, i og med at vi - uanset hvad der sker inden og uden for stregerne - kommer ind med en rigtig god indsats, og det gjorde vi også i dag i lange perioder af kampen. Det skal vi blive ved med, så skal pointene nok komme,« sagde han til TV3 Sport.