Norsk medie sætter Christian Grindheim i forbindelse med Vålerenga i Norge

Christian Grinheim kan muligvis være på vej væk fra FC København i dette transfervindue. Den norske midtbanespiller har ikke fået meget spilletid for Superligaens tophold i efteråret, og derfor er et klubskifte en mulighed, hvis han skal have flere minutter i benene i foråret.

Det kan han muligvis få i norske Vålerenga. Ifølge det norske medie dagbladet.no er Vålerenga således interesserede i at hente Grindheim tilbage til klubben, hvor han spillede fra 2005 til 2007. Dengang var det Kjetil Rekdal, der hentede Grindheim til klubben, og da Rekdal netop er blevet ansat i Vålerenga igen, er forbindelsen oplagt.

Christian Grindheims agent Tore Pedersen vil ikke bekræfte, at Christian Grindheim er på vej væk fra FC København.

- Der er ikke noget at sige, så jeg har ingen kommentarer, siger Tore Pedersen til tipsbladet.dk.

Heller ikke i Vålerenga vil man kommentere historien.

- Vi kommenterer ikke den slags i pressen, siger klubbens bestyrelsesformand Åge-Petter Christiansen til tipsbladet.dk.

Christian Grindheim kom til FC København i sommeren 2011, men han har aldrig slået igennem hos de danske sølvvindere. Han har kontrakt med FCK frem til sommeren 2014.

tipsbladet.dk