Christian Grindheim mener, at han er god nok til at spille for FC København og beder om besked, hvis det er planen, han skal sælges

Christian Grinheim har ikke fået meget spilletid i FC København, siden belgieren Ariël Jacobs satte sig i cheftrænerstolen i klubben for et par måneder siden. Den norske midtbanemand kom til FCK for et år siden, men han har primært set FCK's kampe fra bænken i den nye sæson, og det er ikke noget, han glæder sig over.

- For min del har sæsonstarten ikke gået helt efter planen. Jeg har ikke spillet så meget, og det er ikke en optimal situation. Jeg er ikke tilfreds med ikke at spille, siger Grindheim til aftenposten.no.

- Jeg har ikke lyst til at være i denne situation for længe, det har jeg ikke. Men nu har jeg en to-årig-kontrakt med FCK, og jeg må kæmpe for at komme ind på holdet og vise, jeg er god nok, tilføjer han.

FCK-træner Ariël Jacobs har erklæret, at man er nødt til at skære i den aktuelt for brede trup, men Grindheim er ikke blevet prikket på skulderen eller fået sat et 'Til Salg'-skilt om halsen.

- Jeg har i hvert fald ikke hørt noget, og det tager jeg sig som et godt tegn. Hvis de har lyst til at skille sig af med mig, må de komme og fortælle mig det. Men jeg forstår udtalelserne, vi har ekstremt mange spillere i truppen nu, siger han til det norske medie.

Grindheim er lige nu tredjevalg til den centrale midtbane, hvor Thomas Kristensen og Claudemir lige nu spiller fast i FCK. Nordmanden føler sig dog god nok til en startplads.

- Jeg synes jo selv, at jeg er bedre end dem, som er foran mig. Hvis det ikke var tilfældet, ville jeg allerede have set mig om efter andre alternativer, fastslår nordmanden over for Aftenposten.

Grindheim er lige nu med det norske landshold, men landstræner Egil Olsen har udtalt, at han kan miste sin landsholdsplads, hvis han ikke får spilletid i FC København.

tipsbladet.dk