AaB vendte hjem fra Rio Ave i Portugal med et nederlag og en slemt skadet spiller. Hollænderen Donny Gorter blev så uheldigt skadet, at han er ukampdygtig det næste halve år.

Undersøgelsen af hollænderen bekræftede fredag, at der er tale om en korsbåndsskade. Det betyder, at den solide back er ude i mindst seks måneder, og dermed får AaB heller ikke mere glæde  af Gorter. Han er nemlig hentet ind på et lejemål fra hollandske AZ Alkmaar, og aftalen udløber 30. juni næste år.

- Det er ekstremt uheldigt. Det er vores ottende operation af en spiller, siden vi blev mestre i maj, og det er vores tredje korsbåndsskade efter, at Lukas Spalvis og Jakob Ahlmann jo har oplevet tilsvarende. Det er grotesk, konstaterer AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde over for aabsport.dk.

- Allermest er det dog synd for Donny, som har været et stærkt aktiv for os, og forhåbentlig kan han vende styrket tilbage til fodboldbanen, siger Allan Gaarde.

AaB kan i det mindste glæde sig over, at selvom man tabte udekampen mod Rio Ave, skal man stadig spille Europa League efter vinterferien takket være Dynamo Kiev sejr over Steaua Bukarest.