Direktør i Randers FC, Michael Gravgaard, har gået meget igennem i sin tid i klubben, hvor han har siddet med sagen om Jonas Borring og Christian Keller. Nu skal han også finde ny cheftræner.

Colin Todd har haft det svært med hele episoden omkring Jonas Borring og Christian Keller, hvor førstnævnte ikke længere er i klubben, og sidstnævnte ikke får spilletid.

Onsdag nåede Colin Todd og Randers så til enighed om, at den ellers så succesfulde cheftræner ikke skal være en del af Randers FC i fremtiden, og Colin Todd rejser efter sæsonen hjem til England.

Direktør Michael Gravgaard fortæller, at han ser frem til udfordringen med at finde en ny cheftræner, og at det bliver hans og sportschef Ole Nielsens chance for at sætte deres præg på det sportslige.

»Vi har startet søgningen efter en ny træner. Det bliver en spændende udfordring og samtidig en mulighed for Ole Nielsen og jeg til at sætte vores præg på det sportslige. Vi er overbeviste om, at Randers FC er en attraktiv klub for mange trænere. Vi kender præmissen om, at der allerede nu spekuleres i, hvem den kommende Randers FC-træner bliver. Det vi kan sige er, at vi vil lave et grundigt stykke forarbejde således, at det er den helt rigtige cheftræner, der er i Randers FC efter sommerpausen. Vi vil ikke bruge tid på at skulle forholde os til det ene eller andet emne til posten, men vi melder ud, når vi er klar til det,« udtaler direktør Michael Gravgaard i en pressemeddelelse.

Colin Todd har skabt gode præstationer på banen for Randers FC, og det vil man altid huske- og værtsætte ham for, fortæller bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen.

»Det er altid en udfordring, når en højt værdsat medarbejder fratræder - især når det er en person, der har haft så stor indflydelse på den succes, Randers FC har haft både på og uden for banen. Vi har indgået denne gensidige aftale på en professionel måde med fuld respekt for det arbejde, Colin har udført og ikke mindst de fodboldresultater, han har opnået med Randers FC. Colin er en del af Randers FCs DNA, og hans indsats for klubben vil være mærkbar i lang tid fremover. Vi takker oprigtigt Colin for hans bidrag i de mange år og ser frem til, at han leder holdet og det øvrige trænerteam resten af sæsonen,«  lyder det fra bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen.

Colin Todd har stået i spidsen for Randers FC i 171 Superliga-kampe - heraf 65 sejre, 52 uafgjorte og 54 nederlag.