Graulund: Jeg havde en klump i halsen

Med et langt stående bifald sagde aarhusianerne farvel til Peter Graulund.

- Hele dagen har jeg været rimelig afklaret med situationen, men da jeg skulle sige farvel, mærkede jeg klumpen i halsen. Men fodbold er også følelser, kom det fra AGF-legenden, der for en gang skyld ikke kunne gå så meget op i resultatet.

- Jeg er da stolt over, at jeg kunne lokke nogle ekstra tilskuere på stadion, men må også indrømme, at det var tid til at sige farvel. Jeg har været hård ved min krop på det seneste, sagde den 36-årige angriber, der i sine 219 kampe for AGF har scoret 100 mål.

AGF havde de største chancer for sejr med et hårdt pres, men alligevel følte Randers sig snydt for et straffespark i næstsidste minut, da Alexander Fischers aflevering blev stoppet af Osama Akharraz med hånden.

- Jo, der var straffespark, men jeg åndede naturligvis lettet op, da dommeren ikke dømte det, kom det meget ærligt fra den 21-årige kantspiller.

Den stærke Randers-målmand David Ousted udtrykte det ganske diplomatisk:

- Peter (Rasmussen, red.) havde mange kendelser, som var menneskelige.

Inden da havde publikum været vidne til to fuldstændig ens scoringer, hvor målscorerne med hovedet snittede et hjørnespark fra højre side videre ind i nettet.

- Den lå jo præcis, så jeg kunne score mit første mål i denne sæson. Jeg var godt nok angriber før i tiden, men det er efterhånden nogle år siden. Bortset fra målmand har jeg vist spillet alle pladser på et fodboldhold, smilede Christian Keller, der efter en advarsel står til karantæne, når Randers på lørdag spiller i Silkeborg.

Randers-anføreren var ganske godt tilfreds med det ene point.

- Det betød, at vi begge bevarede vores føling med topholdene, siger Christian Keller.

Kronjyderne kunne også være de mest tilfredse med uafgjort.

- Jeg ville gerne have haft alle tre point, men vi forstod ikke at udnytte de mange muligheder, vi havde for at sikre os sejren, siger Osama Akaharraz.

Læs også: