AaB udraderede AGF med 5-2 i weekenden, og TV3 Sports fodboldkommentator Peter Graulund ser AaB som en seriøs bejler til guldmedaljerne.

Mandag aften spiller Superligaens dukse fra FC Midtjylland mod Sønderjyske. Inden det opgør har AaB kun to point op til førstepladsen. Hvis FCM taber aftenens kamp, så kan AaB sende sig selv forbi ulvene fra Herning, når de to hold tørner sammen i Aalborg næste weekend.

Med 12 runder og 36 point at spille om er forårssæsonen langt fra slut, men der begynder så småt at tegne sig et billede af, hvilke hold der slutter øverst i rækken, når den sidste tackling er sat ind 18. maj.

Et af de hold bliver ifølge Peter Graulund, tidligere angriber for AGF og fodboldkommentator på TV3 Sport, AaB. Selv er træner Kent Nielsen ikke meget for at snakke om guld og favoritroller, og det er ifølge Peter Graulund en god opskrift, hvis nordjyderne skal gøre sig forhåbninger om guldmedaljer.

- AaB skal have et godt mentalt fokus og lade være med at rive sig med. Et hold som FCK er vant til det store pres, som følger med når man ligger i toppen af en liga, men det er AaB ikke på samme måde. AaB skal have fokus på den næste kamp hele tiden, siger Peter Graulund.

Fodboldkommentatoren har været meget imponeret af AaB's offensiv. Kasper Kusk har scoret 11 mål i sæsonen, og unge Nicolai Thomsen har vist godt spil på det seneste krydret med et enkelt mål i storsejren over AGF. Han fremhæver også Kasper Risgård og Rasmus Jönsson som offensive kræfter, der kan sparke mesterskabet til Nordjylland.

- Hvis de kan fortsætte med at spille så godt frem ad banen, som de gjorde mod AGF, så er det helt sikkert realistisk, at de vinder mesterskabet, siger Peter Graulund.

Ifølge Peter Graulund er der plads til forbedringer i AaBs forsvarsspil. Hidtil har defensiven ikke for alvor været et problem, men senest gav man et let mål væk til AGF efter 72 minutters spil. På det tidspunkt var kampen for længst afgjort, men hvis mesterskabsdrømmen skal blive til virkelighed, så skal AaB have rettet op på defensiven til kampen mod FC Midtjylland.

Efter 21 runder i Superligaen tyder meget på, det bliver FCM, FCK og AaB, der skal slås om mesterskabet. Nicolai Jørgensen og Igor Vetokele måtte udgå med skader i FCKs kamp mod OB, og FC Midtjylland står uden forsvarsprofilen Erik Sviatchenko, Rilwan Hassan og Petter Andersson til kampen mod SønderjyskE.

AaB lider ikke af samme fraværsproblemer i spillertruppen. Og sådan skal det gerne være resten af sæsonen.

- AaB skal undgå skader til deres profiler, hvis de vil vinde mesterskabet. Hvis det går i opfyldelse, så kan jeg sagtens se dem vinde mesterskabet, for de spiller god fodbold og har også plads til at forbedre ting til de kommende kampe, siger Peter Graulund.

AaB vandt senest guld i 2007/2008-sæsonen. Siden har FCK vundet fire mesterskaber, mens FC Nordsjælland sluttede øverst i Superligaen i 2012.