Graulund: Fodbold er dræbende kedeligt

Peter Graulund tager mandag aften afsked med AGF, og i sin afskedssalut giver han i sine nu tidligere kollegaer en rusketur.

På vej på fodboldpension. Men stadig med sine meningers mod.

Det er en dødsens kedelig fodboldverden, Peter Graulund tager afsked med.

Det mener den tidligere angriber, som savner kant og meninger hos sine nu forhenværende kollegaer i den danske Superliga.

- Fodbold er blevet...så politisk korrekt. Politikere får spørgsmål i øst og svarer i vest. Det er ikke til at holde ud. Og det synes jeg heller ikke, fodbold er. Jeg synes, det er blevet dræbende kedeligt, siger Peter Graulund til Ekstra Bladet.

Han langer også ud efter DBU, som ifølge Peter Graulund er med til at lukke munden på spillerne. Eksempelvis ved at idømme dem karantæner for at kritisere dommeren på tv efter kampen.

Han hylder i stedet de spillere, der træder uden for fællesskabet. Også selv om det kan være nok så kontroversielt.  

- Det er sjovt, når der er spillere som Nicklas Bendtner eller Mario Balotelli, der stikker fuldstændig ud. Nicklas Bendtner er jo en glad dreng med rigtig mange penge på lommen, der kan finde på at lave noget hærværk med sine drenge i England eller kører alt for hurtigt i sin håndbyggede Aston Martin, fortæller Peter Graulund.

Læs også: