AGF giver Peter Graulund en testimonial-kamp som tak for de otte år, han har været i klubben. Den nu pensionerede fodboldspiller er beæret

Peter Graulund sagde mandag aften farvel til sit liv som fodboldspiller, da han takkede af på NRGi Park før AGF's kamp mod Randers. Men Graulund får én kamp i den hvide trøje. AGF giver ham nemlig en testimonial-kamp efter otte år i klubben.

- Jeg er sindssygt beæret og stolt over, at Brian Steen Nielsen, Ole Hall (sportslig administrator i AGF red.) og andre beslutningstagere i klubben mener, at jeg er berettiget til sådan en kamp. I min verden er det kun de allerstørste, der får den store ære. Umiddelbart kan jeg kun huske, at Lars Høgh og Per Nielsen har fået en testimonial i dansk fodbold. Jeg er meget beæret og taknemmelig over, at AGF mener, jeg har fortjent en testimonial for det, jeg har gjort for klubben. Det betyder virkelig, virkelig meget for mig, siger Peter Graulund til klubbens hjemmeside.

Graulund har spillet 219 kampe og scoret 100 mål for AGF, og sportschef Brian Steen Nielsen hylder angriberen for indsatsen i klubben.

- Peter har været en indpisker, og han har har med sin fighterånd og dybt seriøse indstilling været et glimrende forbillede for yngre spillere. Han har i usædvanlig høj grad personificeret AGF's værdier Passion, Engagement, Ansvar og Respekt, siger Steen Nielsen.

Hvornår kampen bliver spillet, og hvem der deltager, er endnu ikke besluttet.

tipsbladet.dk