Han var blevet dømt ude i en længere periode. Men nu viser det sig, at Superliga-topholdets stærke forsvarsspiller Erik Sviatchenko måske er på vej til at blive sin ankelskade kvit på rekordtid.

- Der er grobund for en lille smule optimisme omkring Eriks skadessituation. Han er i dag (mandag, red.)  blevet tilset af en hollandsk ekspert, der vurderede, at skaden tilsyneladende ikke er så slem som først antaget, sagde FCM-træner Glen Riddersholm, efter hans tropper på MCH Arena mandag aften havde besejret Sønderjyske og dermed konsoliderede sig på Superligaens førsteplads.

- Vi krydser fingre for, at han snart kommer i kamp igen. Men personligt tvivler jeg på, at det allerede bliver på søndag i Aalborg mod AaB, sagde Glen Riddersholm.

I denne kamp er det 100 procent sikkert, at Petter Andersson, der gjorde comeback mod Sønderjyske efter en lang skadespause, er ude. Således har han på grund af det gule kort, han modtog af dommer Jens Maae, karantæne.