Sølle 10 minutter. Det var hvad Godsway Donyoh var fra at blive den helt store helt søndag aften for FC Nordsjælland.

Den unge ghaneser kunne dog trods Brøndbys udlignende scoring efter kampen tage man-of-the-match-buketten med hjem som det synlige bevis for, at han efter en svær start for alvor har etableret som det første succesfulde produkt af FC Nordsjællands samarbejde med ejer Tom Vernons Right to Dream-akademi.

»Jeg synes, det var svært, da jeg kom til FC Nordsjælland, men med trænerne og mine holdkammeraters hjælp og via hårdt arbejde og iver for at forstå, hvordan FC Nordsjælland spiller, føler jeg mig nu mere tilpas i deres spillestil. Jeg laver stadig fejl, men jeg fortsætter bare det hårde arbejde,« siger han.

Træner Kasper Hjulmand fortæller, at det har været en udfordring at få forløst Godsway Donyoh:

»Det har været lidt svært for Godsway, for han er angriber, og jeg synes faktisk, jeg har en ret god angriber (Marcus Ingvartsen, red.). Men det er klart der, han er bedst, så vi har brugt lidt tid på at få skabt en position til ham, hvor han stadig kan drage nytte af sit angriber-mindset og sine dybdeløb,« siger han og tilføjer:

»Hans afslutningspil var i starten uden omtanke. Han huggede bare på alt, hvad der rørte sig. Søren Krogh (assistenttræner, red.) har arbejdet meget med ham, så der nu er mere omtanke bag det, han gør. Godsway arbejder utrolig meget med sine afslutninger, og det synes jeg godt, man kan se.«

Som følge af samarbejdet med Right to Dream har FC Nordsjælland udover Godsway Donyoh har fire ghanesere i truppen med en fortid på det afrikanske akademi, men de øvriges gennembrud lader ifølge Kasper Hjulmand vente på sig:

»Det er nogle superdrenge. Det tager bare noget tid at få tingene fodboldmæssigt integreret,« siger han.