Glen Riddersholm kastede en af årets største bomber, da han torsdag valgte at stoppe som træner i FC Midtjylland.

Han stod på bagtrappen af sin karrieres største mål og på fortrappen til sin karrieres største udfordring. Alligevel valgte han efter et møde torsdag at sige stop.

Farvel til den klub, han voksede op i og besluttede sig for at føre til tops, farvel til det hold, han tog under sine vinger efter forriges sæson store skuffelse og løftede til en kæmpe succes med et af de sikreste danske mesterskaber længe.

Hvorfor? Jeg ved det ikke hundrede procent, men jeg har mine anelser. Jeg har, siden det stod klart, at han ville stoppe, talt med en stribe kilder, hvoraf de fleste er ramt af en blanding af overraskelse og semistort chok.

Andre havde set det komme og taler om utilfredshed med strukturer og skuffelse over nogle af de nærmeste relationer. Og fast ligger det, at det under alle omstændigheder var hans egen beslutning.

Man behøver ikke spekulere, om han blev fyret eller har andet i baghånden. Det har han ikke. Han valgte at stoppe selv, fordi han ikke længere kunne eller ville stå inden for det, hans overordnede bød ham. Her taler vi naturligvis om hans direktører og muligvis bestyrelsesfolk i FC Midtjylland.

Glen Riddersholm har i årevis prædiket ærlighed, og skulle han leve op til sine egne idealer, skulle han være lige så tilfreds med sin stilling i FC Midtjylland, som han sagde. Det har han ikke kunnet.

Det er mere end et år siden, at han sagde til BT, at han ønskede klare linjer og klare mål fra sin ledelse:

"Jeg er ikke tryllekunstner, og vi gør alt, hvad vi kan.  De udmeldinger, der har været helt klart og tydeligt de seneste par år, er, at vi er en udviklingsklub, og når man er det, spiller man ikke med om medaljer. Så gælder det om at producere dygtige, unge talenter. Vi er ikke designet til at spille med om guld, men vi har trods alt haft et bæredygtigt fundament til at kunne være med," sagde han for godt et år siden til os.

Den opfattelse har, så vidt jeg forstår, ikke ændret sig.

Glen Riddersholm ønskede, at klubben skulle oppe sig, men fandt setuppet utilstrækkeligt til, at hans ønsker blev imødekommet.

Han har ganske enkelt ikke fundet, at klubben var gearet til det, den prædikede, og han mente ikke, at FC Midtjylland havde den kvalitet, den som minimum skulle have, hvis den ønskede både at spille en rolle i Champions League og i Superligaen.

Det meddelte Glen Riddersholm ledelsen onsdag, og fortalte, at han var villig til at give ledelsen et halvt år til at finde en afløser. Torsdag meddelte bestyrelsen ham, at han lige så godt kunne stoppe med øjeblikkelig virkning.

Det kommer som et chok for en spillertrup, der i den grad har bundet sin succes op på Glen Riddersholms kvaliteter, dedikation og tro på dens evner.

Jeg har svært ved at se den rejse sig, og dette betyder ikke, at flere har lyst til at blive for at spille om Champions League-kvalifikation i stedet for at tage den næste mulighed for et udlandseventyr.

FC Midtjylland skal handle hurtigt og stærkt, hvis truppen skal føle, at det er et fuldbyrdet sats på Champions League, de i de kommende uger skal være en del af.