Da FC København tirsdag havde besøg af Viborg i Telia Parken, kunne en af spillerne juble over sin første scoring i løve-tøjen.

Peter Ankersen har spillet 5.408 minutter for de københavnske mestre, og nu kan han også prale af at have scoret sit første mål. Det blev i 4-0 sejren over Viborg tirsdag aften. For nogle uger siden scorede han sit første mål i to år, da han optrådte i landsholdstrøjen mod Kasakhstan.

FC Københavns nummer 22 er da blevet mindet om sine manglende scoringer fra holdkammeraterne nogle gange i løbet af sin tid i klubben.

Efter målet på landsholdet fortalte højre backen om drillerierne:

»Det (målkrisen) fyldte noget i starten, fordi jeg ville gerne kendes som en back, der scorer mål. Men jeg har formået at lægge det væk og har haft fokus at lægge op til mål og forsvare.«

Peter Ankersen fejrer sin scoring med Benjamin Verbic og Youssef Toutouh
Peter Ankersen fejrer sin scoring med Benjamin Verbic og Youssef Toutouh Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Vis mere

»Jeg har fået meget røg. Lige fra materialemanden og op til Ståle (Solbakken),« fortæller Ankersen.

Nu er det slut efter hans 3-0 scoring i Telia Parken. Rasmus Falk spillede en lang bold fra venstre til højre side af banen, hvor Peter Ankersen kunne sparke en hård bold i det lange hjørne med venstre ben.

Nu bliver han så drillet af anføreren, Thomas Delaney under en træning på FCKs træningsanlæg. Et billede på klubbens profil på Instagram viser, at han har iført sig en 'hyldest-trøje' til Peter Ankersens mål. På den står der: »Jeg var der, da Peter scorede,« på engelsk.

Du kan se målet på FC Københavns officielle side på Facebook.