Lars Søndergaard blev for tre måneder siden fritstillet fra cheftrænerjobbet i Superligaklubben AaB. I dette interview fortæller han blandt andet om den tomhed, der fulgte i kølvandet.

Han sagde 'pænt farvel', og så blev der stille.

Men tre måneder efter Superliga-klubben AaB valgte at fritstille ham med øjeblikkelig virkning, fortæller Lars Søndergaard for første gang i et længere interview om, hvordan det var at miste jobbet i sin hjerteklub, hvor han i 60erne og 70erne fik sin fodboldmæssige opdragelse.

»Det var altså ikke særligt sjovt, og afskeden gjorde ondt,« fortæller han i telefonen fra Østrig, hvor han med base i en lejlighed 45 minutters kørsel fra Salzburg stort set har opholdt sig siden.

»Det har været godt at komme på afstand af fyringen og den danske liga. Hvis jeg var blevet i Danmark, skulle jeg konstant have forholdt mig til min fremtid. Hernede kan jeg passe mig selv og vedligeholde bekendtskaberne med de mennesker, jeg kender så godt fra min tid i blandt andet Red Bull Salzburg og Austria Wien.«

Er du helt ude af din kontrakt med AaB?

»Jeg får stadig løn af klubben frem til sommer. Så hvis jeg skal have et andet job, skal det aftales med AaB. Men jeg har det fint med at holde pause. I de seks år jeg senest var træner i Danmark, kørte det hele i en lang trummerum. Sæson efter sæson afløste hinanden uden længerevarende pauser imellem. Når det nu skulle være, er det fint at have muligheden for at tanke op og se fodboldspillet med nye øjne. Det er ikke sådan, at jeg de seneste måneder har gjort særligt meget for at finde et nyt trænerjob.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvad mener du om din afsked med AaB, hvor ledelsen straks efter nederlaget i decembers sidste kamp efter 0-3 mod AC Horsens gav dig fuld opbakning og få dage senere valgte at fritstille dig?

»Jeg ved godt, at vi sluttede ad Pommern til. Resultatet og præstationen mod Horsens var utilfredsstillende. Men det var som om, vi med to sejre og et uafgjort resultat forinden havde fået vendt skuden. Helt ærligt skuffede AaBs beslutning mig. Vi lå nummer otte og var seks point efter tredjepladsen. Så meget var vi altså heller ikke bagefter konkurrenterne.«

Er du kommet dig mentalt over skuffelsen?

»Det synes jeg nok, at jeg er. Det er da klart, at der indeni mit hoved altid vil sidde en skuffelse over, at jeg ikke fik muligheden for at gøre arbejdet færdigt med den unge AaB-trup. Det tager altså tid at udvikle talenter. Fejlen var måske, at vi straks efter min ansættelse i 2015 lagde vanvittigt godt ud og ikke tabte i lang tid. Derefter kom der en svaghedsperiode. Men jeg følte, at vi var på rette spor igen, og jeg glædede mig til at skulle i gang efter vinterferien. Det værste ved fyringen var ikke, at jeg stod uden job. Det har faktisk været meget værre at føle den tomhed, der fulgte i kølvandet af ikke længere at være sammen med en velfungerende gruppe som den i AaB, hvor jeg kun har godt at sige om de fleste.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Fik du nogensinde sagt personligt farvel til spillerne og lederne i AaB?

»Jeg har været forbi en enkelt gang - 3. januar tidligt om morgenen - for at aflevere mine nøgler. Ellers har jeg kun via sms, Facebook eller samtaler på telefonen talt om min nye situation med folkene i klubben. Jeg kunne måske godt have stillet op til en mere personlig afsked. Men jeg har det sådan, at livet går videre, og at der ikke er nogen grund til at blive hængende i fortiden.«

Har du set AaBs kampe i foråret?

»Jeg har læst om dem på nettets nyhedssider, og bemærket, at de indledte fint med sejre i Superligaen og DBU Pokalen. Til gengæld har det så knebet lidt mere den seneste uge med nederlag og uafgjort mod henholdsvis OB og Sønderjyske. I stedet har jeg forsøgt at holde mig opdateret på de andre ligaer rundt om i Europa. Jeg vil ikke sige, at jeg er en bitter mand, men jeg har ikke følt trang til at se AaBs kampe live på stadion i Aalborg i dette forår.«

Var det den forkerte beslutning, du tog, da du i 2015 valgte at sige farvel til Sønderjyske og goddag til AaB?

»Der var nogle, der sagde, at jeg nu var havnet i min drømmeklub. Men jeg vidste godt, hvad det var, jeg gik ind til; at det ikke bare er lutter lagkage at være Superliga-træner i sin hjemby. I begyndelsen var det dejligt. Her vandt vi jo stort set alt. AaB var helt bestemt en spændende klub at komme til. De var lige blevet danske mestre, så forventningerne til mig var naturligvis enorme.«

Er der ting i AaB, du ville have gjort anderledes?

»Der altid nogle ting, man kunne have tacklet på en anden måde. Vi skulle have fundet en angriber, der kunne score mål. Men under min ledelse var der mange af klubbens unge talenter, der fik chancen. Jeg forsøgte kamp efter kamp at sætte det bedste hold, og en spiller som Christian Bassogog var jeg med til at gøre Superliga-klar. Jeg tager ikke æren for hans udvikling, og at AaB fik ham solgt til kinesisk fodbold for 45 mio. kroner. Han besidder nogle store individuelle kvaliteter. Men det var den rigtige beslutning, klubbens ledelse tog. Så mange penge vil de aldrig blive tilbudt for ham igen. Det var bare om at slå til, da tilbuddet kom.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvordan vurderer du AaBs muligheder for at komme med i medaljeslutspillet?

»Det ser spændende ud, men jeg vælger at se neutralt på det. For Randers' vedkommende bliver det svært at komme ud af en skidt resultatmæssig periode, mens AaB både skal besejre Viborg og håbe på, at Sønderjyske i sidste spillerunde tager point fra Randers. Skal jeg være helt ærlig, ser det ud til, at FC Nordsjælland i øjeblikket er det mest formstæke hold blandt dem, der kæmper om de sidste adgangsbilletter. De er dog afhængig af, at både Randers og AaB taber, mens de så selv skal besejre Brøndby. Så deres muligheder ser jo nærmest ud til at være udspillet.«

Hvad er din fremtidsmæssige jobplan?

»Jeg holder alle muligheder åbne, og forhåbentlig har jeg et nyt job til sommer. For os trænere er der ingen ønskeklubber. Der er mange om buddet 'derude'. Vi må hver især vente på muligheden, indtil der er klubledere, der kommer på ens navn og finder det rigtigt. Og så må man vurdere derfra. Jeg har været glad for at være træner udenfor Danmark, så jeg er hverken afvisende over for at tage job i Danmark eller eksempelvis Østrig.«