David Nielsen rystede den taktiske pose før gårsdagens kamp mod FC København, da han stillede op med tre midterforsvarer og to offensive wingbacks. Satsningen gav pote i begyndelsen af kampen, og det københavnske hjemmehold havde da også svært ved at bryde den blå mur. Men så skete der det, der ikke måtte ske. Mathias Tauber måtte lade sig udskifte med en skade, og det ødelagde kampen for David Nielsens tropper:

»Det ødelægger det hele. Han er den vigtigste stopper i de tremandsforsvar, og det giver noget usikkerhed, når vi får en ny mand ind. Jeg er da lidt ærgerlig over, at vi lukker et dumt mål ind ved en dødbold,« fortalte David Nielsen efter kampen.

Træneren var ellers tilfreds med den periode, hvor Mathias Tauber fik lov at agere styrmand i forsvaret:

»Det så jo fremragende ud. Vi lukker jo ned for stort set alt, og vi har en ekstra stopper i feltet, der kan tage imod alle deres indlæg. Defensivt var det lige præcis det, som vi ville have, hvor vi fik skabt ro og balance i de første 25 minutter. Jeg fandt ud af, hvad det system kan give os, og hvordan spillerne bare efter to dage lærte det,« sagde David Nielsen.

Det er nødvendigvis heller ikke sidste gang, at vi ser det specielle 3-5-2 system:

»Du kan jo se, hvilken defensiv ro, sådan et system giver os. Det kan være, at vi starter med det, men det kan også være, at vi kan slå over i det under en kamp. Jeg er godt tilfreds med det, vi så i dag.«