Torsdag blev de smidt uden for indflydelse. En uge senere støtter de deres egne bødler

Når storaktionær Jan Bech Andersen på torsdag møder op til generalforsamlingen i Brøndby for at få valgt en ny bestyrelse ind, er han sikret en bragende opbakning til sit projekt.

Dels er han selv i besiddelse af næsten 28 procent af aktierne svarende til 60 procent af de tilmeldte stemmer, dels får han opbakning fra de investorer, der reelt blev sat uden for indflydelse, da Jan Bech Andersen sidste torsdag udsendte en fondsbørsmeddelelse med et forslag til fem nye bestyrelsesmedlemmer, hvoraf ingen repræsenterer Aldo Petersen og hans investorer.

- I respekt for Jan Bech Andersens store enkeltinvestering (ca. 65 mio. kr., red.) i Brøndby, og da vi intet har at udsætte på de bestyrelsesmedlemmer, han har foreslået, får hans forslag vores opbakning og vores stemmer 100 procent på den kommende generalforsamling, siger Ole Abildgaard, der er med i inderkredsen omkring Aldo Petersen, og som spillede en markant rolle, da et netværk af forretningsfolk gik sammen om at redde Brøndby fra konkurs.

Når Ole Abildgaard på torsdag møder op i Michael Laudrup Lounge på Brøndby Stadion, er det med fuldmagter svarende til omkring 8 procent af den samlede aktiebeholdning eller 17 procent af de tilmeldte stemmer, hvilket altså på forhånd sikrer Jan Bech Andersen mere end tre fjerdedeles opbakning og et enormt rygstød for den nye bestyrelse.

Umiddelbart kunne det betragtes som modsætningsfyldt, at de investorer, der nu bliver smidt på porten, bakker op om deres banemænd, men for Ole Abildgaard er der ingen grund til ikke at støtte den nye bestyrelse.

- Vores netværk har ved de to seneste kapitalforhøjelser tilført Brøndby IF små 90 mio. kr. Vi har stået 100 procent bag den siddende bestyrelses beslutninger i den forgangne periode, men Brøndby IF vil også fremover have vores fulde støtte, og vi har heller ingen aktuelle planer om at sælge vores aktier, da vi mener, at Brøndby fortsat er en god investering, siger Ole Abildgaard.