Brøndby kan risikere at miste deres målhelt. To klubber overværede ham i den seneste kamp mod FCN - én er klar med et bud.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Simon Makienok var et afgørende løft til Brøndbys formkurve  i november. Med fem mål i tre kampe var han en afgørende faktor for, at man igen tror oprigtigt på overlevelse hos Auri Skarbalius hårdt prøvede drenge.

Men stimen har også for alvor skabt interesse for den 201 centimeter lange frontløber. Således var både den franske Ligue 2-klub FC Nantes og den belgiske klub Standard Liège på plads, da Brøndby i søndags tabte 0-3 ude til FC Nordsjælland.

FC Nantes havde endda sendt den fransk-armenske cheftræner Michel Der Zakarian til danske frostgrader for at syne angriberen. Og træneren så trods en skidt Brøndby-præstation nok til at blive bekræftet i, at Simon Makienok er værd at investere i.

Således er klubben, ifølge sporten.dks oplysninger, ved at forberede et bud på Brøndby-angriberen for at overtage ham allerede til januar, så man har et halvt år til at finpudse hans mangler, inden den efter planen står på fodbold i landets bedste række efter næste sommer.

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Brøndby-direktør Tommy Håkansson til oplysningerne om, at han er blevet kontaktet om interessen for Simon Makienok.

FC Nantes ligger pt på en andenplads i den næstbedste franske række, og ser, ifølge sporten.dks oplysninger,  Simon Makienok som en økonomisk attraktiv spiller med udviklingspotentiale. 

Og en fysisk spillertype, der kan blive et vigtigt tilskud til et hold, der kan komme til at kæmpe for overlevelse i den bedste række.

Hvis Brøndby sælger Simon Makienok skal der dog helst bud på over ti millioner kroner på bordet, hvis det skal kunne mærkes i den slunkne kassebeholdning.

Brøndby har indgået et såkaldt playersponsorat på Simon Makienok. Sponsoren Thomas Rasmussen har, ifølge sporten.dks oplysninger, betalt 5,5 millioner kroner for angriberen for så at kunne gøre krav på størstedelen af et eventuelt salg.

Ifølge de konkrete oplysninger har investoren sikret sig hele beløbet, hvis et salg ligger på fire millioner kroner eller derunder. Thomas Rasmussen og Brøndby deler ligeligt transferindtægter, der måtte ligge mellem fire og  ti millioner kroner, mens Thomas Rasmussen har krav på 40 procent af et eventuelt transferbeløb på over 10 millioner kroner.

Thomas Rasmussen siger selv til sporten.dk, at han ikke har nogen hensigter om at gennemtvinge et salg, hvis Brøndby ikke føler, det er rigtigt for klubben.

- Det vil være underligt, hvis jeg ikke lige hører om det fra Brøndby, hvis der kommer et bud. Men jeg kommer ikke til at blande mig i et eventuelt salg af Simon Makienok. Det er 100 procent op til Brøndby at bestemme, hvornår han skal sælges, siger Thomas Rasmussen. 

Ifølge sporten.dks oplysninger er FC Nantes dog ikke villige til at betale over 10 millioner kroner for Simon Makienok i overgangssum. Men i stedet vil man betale en mindre overgangssum i første omgang og basere en del af betalingen efter, hvordan Simon Makienok præsterer.

Brøndby-direktør Tommy Håkansson har heller ingen kommentarer til, hvor mange penge, der skal på bordet, før klubben er villige til at slippe Simon Makienok allerede i januar.

Det er uvist, om også Standard Liège føler sig overbevist om Simon Makienoks evner, selvom klubben har set en del materiale på Brøndbys lange blonde helt.