Superligaens anførere har kåret rækkens bedste bane, og valget er faldet på Brøndby Stadion.

I sidste sæson blev Brøndby Stadion ellers vurderet til at være næstringest at spille på efter en sæson, hvor banen var ujævn, og græsset havde svært ved at gro. Kun FCNs kunststofbane vurderede spillerne ved den lejlighed til at være endnu værre at spille på end Brøndby Stadion.

Men inden denne sæson investerede Brøndby i et nyt underlag, så stadion nu er en såkaldt hybridbane, og det har Superliga-spillerne taget godt imod.

Efter hver runde giver Superligaens anførere banen karakter fra 1-5, hvor 5 er fantastisk, og 1 er elendig. Det er Spillerforeningen, der står for afstemningen.

»Det har værdi for os, at vi har en god bane. Vi vil – som så mange andre hold – gerne spille godt. Og det er alt andet lige bedre at gøre det på en rigtig fin – og i øvrigt ensartet – bane. For banen er relativt ensartet henover året, og det er vigtigt for os,« siger Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, til Spillerforeningens hjemmeside.

Brøndby Stadion scorer et meget fint gennemsnit på 4,19.

»Den positive forvandling, som underlaget i Brøndby har gennemgået, viser, at det sagtens kan lade sig gøre at have en god bane, hvis man som klub ønsker at investere i det. Fodboldbanen er et afgørende arbejdsredskab for spillerne, og vi kan altså konstatere, at Brøndby i høj grad lever op til den forpligtigelse, det bør være at have en god fodboldbane for en professionel fodboldklub.« siger Thoimas Lindrup, som er chef for spillerrådgivning i Spillerforeningen.

Nummer to på listen er Ceres Park & Arena, hvor AGF afvikler deres hjemmekampe, samt Blue Water Arena, der er hjemmebane for Esbjerg fB. De får begge et gennesmnit på 3,75.

I bunden er der fire baner, som får et gennemsnit på under 3, og det er ifølge Spillerforeningen dumpet.

Det er Telia Parken (FCK (2,73)), BioNutria Park (Randers FC (2,56)) og CASA Arena (AC Horsens (2,38)). Jumbopladsen går nok en gang til Right to Dream Park og FCN (2,13), som ellers har fået et nyt og forbedret plastikunderlag.

»Det er selvfølgelig positivt, at banen er blevet bedre. Men det er også en sølle trøst, for banen er fortsat Superligaens dårligste, hvis du spørger anførerne. Og set i det lys ærgrer vi os over, at Superligaen fra næste sæson tæller to kunstgræsbaner, når Silkeborg tager deres nye stadion i brug. Vi havde hellere set, at de i Silkeborg havde ladet sig inspirere af Brøndbys hybridbane fremfor Nordsjællands kunstgræs.«