Lasse Nielsen fastslår, at han maksimalt bliver et halvt år mere i Superliga-klubben AaB.

AaB skal snart ud at finde en ny midtstopper.

- Min kontrakt udløber til sommer, og det er udelukket, at jeg fortsætter i klubben herefter, siger Lasse Nielsen.

Men måske er han allerede fortid i den nordjyske Superliga-klub, når denne vinters transfervindue lukker om en måned.

- Jeg ved fra min agent (Mads Winther, red.), at der er interesse for mig. Nu må vi se. Jeg er klar til nye udfordringer, og vil helst til klubber i enten England eller Tyskland, siger Lasse Nielsen, der står noteret for en enkelt A-landskamp.

Han kan dog sagtens se sig selv som AaBer et halvt år mere.

- Vi har jo haft et forrygende efterår. P.t. ligger vi nummer to i Superligaen efter FC Midtjylland. Det kunne være rigtig sjovt at slutte med en medalje. Men selvom det sportsligt tegner til et interessant forår, er jeg klar til at stikke af sted til udlandet nu, hvis det rette tilbud kommer, siger Lasse Nielsen.

Ifølge AaBs sportschef Allan Gaarde er Lasse Nielsen dog ikke den eneste midtstopper, som Aalborg-klubben inden for overskuelig fremtid risikerer at miste.

- Også Rasmus Thelanders kontrakt udløber til sommer. Men vi vil gerne beholde ham, og vi er i dialog med ham om kontraktforlængelse, siger Allan Gaarde og tilføjer:

- Selvom der er flere uafklarede spørgsmål, er jeg ikke speciel bekymret omkring vores forsvarssituation. På midtstopper-positionen råder vi jo både over Kenneth Emil Petersen og Kasper Pedersen.