Formand i den nordjyske fodboldklub Hobro, Steen Juulsgaard, forsikrer, at den store Hobro-brøler ikke kommer til at koste blandt andre Jens Hammer Sørensen hoved i den lille klub.

Hobro IK blev lørdag gjort opmærksomme på, at de havde brugt Adama Tamboura ulovligt i hjemmebanesejren over AGF. Dermed står klubben til at skulle aflevere de tre point i aarhusianernes hænder.

Sportschef i klubben, Jens Hammer Søresen, påtog sig efter fejlen ansvaret, men fadæsen kommer ikke til at koste hans stilling som sportschef, siger Steen Juulsgaard.

»Vi er så ærgerlige over, det kan ske. Det må ikke kunne ske. Selvfølgelig skal vi have styr på det. Men vi står sammen i HIK, og Jens Hammer har så stor en aktie i, hvad der foregår i HIK, så han har meget goodwill at tære på. Så det er ikke noget tema,« siger han.

Hobro blev lørdag formiddag kontaktet af AGF om fejlen, og klubben har nu sendt informationerne videre til DBU, der afgør sagen senest mandag.

Her forventer Steen Juulsgaard, at Hobro bliver taberdømt.

»Jeg tror, vi har en dårlig sag. Vi forventer nok, at vi taber kampen. Det er rarest, at sejrene kommer på banen, men reglerne skal selvfølgelig overholdes,« siger han, og sagen får nu den konsekvens, at Hobro vil begynde at dobbeltjekke alle oplysninger ved nyindkøb.

»Vi skal tvinge hinanden til at gennemtjekke alt. Der er jo et hul et sted, der skal skærpes. Vi kan ikke være bekendt over for spillere og trænere, der kæmper for at skrabe point sammen,« siger han.