Hollandske Jeroen Veldmate blev aldrig den store succes i Superligaen.

Forsvarsspilleren blev hentet til Viborg i sommeren 2015 for at sætte skik på defensiven, men efter blot et år blev han sendt på orlov med »psykiske problemer«. Præcis hvad problemerne dækkede over, kom aldrig frem, men 4. februar i år blev parterne enige om at skilles.

Forsvarsspilleren havde et ønske om at vende hjem til Holland, mens Viborg havde brug for plads i spillertruppen, da man var kommet for skade at hente flere spillere, end reglerne tillader.

Siden har der været stille om Veldmate, lige indtil han fredag dukkede op hos FC Emmen. På sin hjemmesiden kunne klubben fra den næstbedste hollandske række oplyse, at den har skrevet en et-årig kontrakt med Veldmate, der dermed får sit ønske opfyldt.

I Danmark nåede han at spille 14 kampe for Viborg. Forhåbentlig bliver det til flere i FC Emmen.