Har nogle af spillerne undtagelser fra den generelle aftale om lønnedgang? Brøndby har forhandlet individuelt med spillerne til det sidste.

Brøndby-træner Auri Skarbalius var opmærksom på problemet tidligt. Spillernes aftaler om lønnedgang måtte ikke skabe uro og dårlige undskyldninger, der koster point på banen.

Fredag underskrev både spillere og kontoransatte i Superligaklubben så en aftale om lønreduktion, der blev meldt ud som en fælles aftale med deltagelse af næsten alle.

Men sporten.dk erfarer, at Brøndby-spillerne har forhandlet individuelt med Brøndby-ledelsen til det sidste for at få ændret detaljer i en aftale, der oprindeligt betød en lønnedgang på 75 procent for alle ansatte i januar måned.

Men nu kan den enkelte spiller begynde forberedelserne til den hårde kamp for at undgå nedrykning uden at vide om, hans holdkammerat har sikret sig bedre vilkår i sidste time.

- Der er forskel på os og en virksomhed som SAS. Den kan forhandle kollektive aftaler på plads med medarbejdere, fordi de forhandler gennem en forening. Vi er nødt til at forhandle individuelt med hver spiller. Men jeg har ingen kommentarer til, om vi har lavet særaftaler med den enkelte medarbejder, siger Brøndby-direktør Tommy Håkansson og fastholder, at det generelle indhold i aftalerne er efter samme vilkår.

Spillerne fik torsdag et fælles udspil med hjem fra Brøndby-ledelsen, hvor de skulle sige ja til at gå 75 procent ned i løn i januar for at modtage pengene igen, hvis Brøndby redder sig fra konkurs gennem afdragsordninger omkring gæld til Spillerforeningen, investorer og en aktieemission.

Sporten.dk er i besiddelse af det sidste udspil, og advokat i sportsret Jens Bertel Rasmussen udlægger aftalen som dårlig for spillerne, fordi en række betingelser gør det meget vanskeligt for dem at få pengene igen, hvis Brøndby går konkurs.

Ligeledes har spillerne forpligtet sig til at være positivt indstillede på at gå permanent ned i løn, hvis eventuelle investorer skulle kræve det, før de vil redde klubben.

Men det er altså meget muligt, at enkelte spillere har forhandlet sig til en bedre aftale.

Brøndby-ledelsen mødes søndag med Spillerforeningens direktør, Mads Øland, for at genoptage de yderst vigtige forhandlinger om en lempelig afdragsordning på gælden i feriepengesagen.