Colin Todd stopper med øjeblikkelig virkning i Esbjerg, der har fyret den karismatiske brite. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Todd har ikke leveret de bedste resultater i sæsonen, hvilket bundplaceringen i Superligaen efter 20 kampe også afspejler.

Lars Lungi Sørensen, der i mange år har været en del af klubben, tager over for Colin Todd.

Esbjergs sportsdirektør Ted van Leeuwen forklarer beslutningen således:

»Vi bebrejder ikke Colin Todd de resultater, han har nået i sin tid i EfB, men vi tror heller ikke på, at han er den langsigtede løsning. Der er behov for at udstikke en ny retning, og jeg vil gerne sætte den proces i bevægelse straks. Lars Lungi Sørensen passer bedre til klubben og dens DNA, og han kan med sin metodiske tilgang til fodbold udvikle spillere og gøre dem bedre individuelt,« siger Ted van Leeuwen.

Colin Todd er fortid i Esbjerg.
Colin Todd er fortid i Esbjerg. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Colin Todd kom til Esbjerg i sommerpausen. Inden da havde man haft den tidligere Hobro-succes Jonas Dal som træner, men han blev fyret, og der skulle en 'no bullshit'-brite til at få klubben, der for få år siden spillede i Europa League, tilbage på ret køl, syntes ræssonementet at være.

Desværre for esbjergenserne og Colin Todd selv blev opholdet aldrig den succes, som man kunne have håbet på. Den erfarne herre kender dog til spillets regler og bærer ikke nag.

»Det er altid en stor skuffelse, når man bliver afskediget i en fodboldklub, men jeg har været i branchen længe nok til at vide, det sker. Mens jeg har været i klubben, er jeg blevet behandlet godt hele vejen rundt. For klubben handler det nu kun om overlevelse, og jeg ønsker klubben alt det bedste,« siger Colin Todd i pressemeddelelsen.

Colin Todd kan have underskrevet sin egen fyreseddel med de udtalelser, som han har leveret i ugerne op til sin fyring, eller i hvert fald båret mere brænde til bålet. I dette interview kan du læse hans udtalelser om holdets tabervane og et råd fra konen, som han ifølge ham selv burde have lyttet til, men for nu må det være spekulationer, om det har spillet en rolle i fyringen.

Nu bliver det som nævnt tidligere Lars Lungi Sørensens opgave at få styr på tropperne i Esbjerg, der søndag spillede 1-1 hjemme mod Brøndby i en kamp, som esbjergenserne følte, de burde have vundet. 'Lungi' har som aktiv spillet 160 førsteholdskampe for Esbjerg. Han har tidligere været ungdomstræner i klubben og har siden 2013 været assistenttræner for førsteholdet.

Fyringen af Colin Todd er den første i Superligaen i denne sæson.