Ståle Solbakken vil vinde kampene på en anden måde nu, hvor spillet ikke kører for de forsvarende mestre. Med energi og vilje. Men først og fremmest vil han nok bare gerne vinde. Og det har FC København store problemer med for tiden. Og som om 1-1 mod Horsens ikke skulle gøre ondt nok, så blev Erik Johansson skadet og må være tvivlsom til Champions League-playoffen mod Qarabag på tirsdag.

Sæsonstarten har ikke været, som Ståle Solbakken havde håbet på i FC København. Det europæiske gruppespil er nået, som det efterhånden er for vane i det københavnske, men i Superligaen futter det mere uregelmæssigt af sted.

Det har den norske manager forklaret med salg for 200 millioner kroner gennem de seneste 18 måneder, manglende opblomstring fra de næste i køen og ikke mindst skader til et par af profilerne. Mod Horsens var Peter Ankersen så tilbage på højre back, Nicolai Boilesen kom ind fra bænken og Rasmus Falk træner igen fuldt med.

Peter Ankersen lignede – trods FC Københavns knap så imponerende præstation – også en spiller, der vil gavne Ståle Solbakkens mandskab. Hans pause er ikke blevet brugt på at træne indlæg, men han har stadig den angrebsiver, der gjorde ham til en profil i sidste sæson.

Den hjemmebane, som længe har fået modstandere til bare at håbe på et enkelt point, har ikke været så frygtindgydende i denne sæson. AaB fik et point, Zilina vandt, Hobro burde have vundet og så blev Vardar sendt ud af Champions League-kvalifikationen i en nervøs og flot sejr på 4-1.

Horsens skulle dog også give problemer for FC København på hjemmebanen. Efter 31 minutter blev en af Horsens dødbolde til mål. William Kvist tabte en duel foran eget mål, og midt i tumulten omkring det ramte Joseph Mensahs indlæg stolpen. Bubacarr Sanneh var først på riposten, og Horsens-forsvareren sparkede 1-0-målet i kassen til stor frustration for den tyndt besatte Telia Parken.

Horsens har fået en fremragende start på deres overlevelseskamp. De er gået fra at kigge direkte ned i en mulig divisionsfremtid til tre sejre i de første fire kampe. Med store muskler, basketballspillerhøjde og masser af energi har østjyderne slået nogle af de formodede konkurrenter i den nedre halvdel af tabellen.

Mod FC København skulle de så teste kvaliteten mod et hold, der hører til i toppen, men måske ikke har set sådan ud endnu. Også her kunne Horsens være mere end bare med. FCK fik et par chancer, og Erik Johansson skulle have udlignet en halv time før tid. Et indlæg landede for fødderne af svenskeren, men fra to meters afstand bragede han bolden over mål.

Michael Lüftner skulle også få en hovedstødsmulighed, men tjekken headede bolden på overliggeren. Og da Pieros Sotiriou kort efter fik en god skudmulighed, begyndte det at lugte af en københavnsk udligning.

Den kom også via indskiftede Federico Santander. Sydamerikaneren svævede op og headede et indlæg i kassen med et perfekt timet hovedstød. Så stod den 1-1, og FCK pressede videre.

Men Horsens fik en sidste stor chance kort før tid. Den bold blev reddet på stregen, og så slap FCK med skrækken.

Her er BTs karakterer fra opgøret:

FC København

Robin Olsen 4

Peter Ankersen 4

Michael Lüftner 00

Erik Johansson (ud: 74.) 02

Pierre Bengtsson 02

Benjamin Verbic 7

Jan Gregus 4

William Kvist 4

Nicolaj Thomsen (ud: 46.) 02

Pieros Sotiriou 4

Andrija Pavlovic (ud: 68.) 00

(snit: 3,0)

Federico Santander (ind: 46.) 10

Kasper Kusk (ind: 68.) 7

Nicolai Boilesen (ind: 74.) UB

 

AC Horsens

Jesse Joronen 7

Mads Døhr Thychosen 12

Alexander Ludwig 7

Bubacarr Sanneh 10

Thomas Kortegaard (ud: 88. ) 4

Joseph Mensah 4

Bjarke Jakobsen (ud: 67. )4

Jonas Thorsen 7

Ayo Simon Okosun 10

Jeppe Mehl (ud: 76.) 4

Kjartan Finnbogason 4

(snit: 6,6)

Tobias Arndal (ind: 67 ) 4

Delphin Tshiembe (ind: 76.) UB

Mikkel Qvist (ind: 88. ) UB

 

Du kan se, hvordan det gik til minut-for-minut herunder::