Spillerforeningen og Divisionsforeningen mødes i disse dage i forligsinstitutionen for at forsøge at afværge den konflikt, der hænger som en sort sky over dansk fodbold. Bliver parterne ikke enige i overenskomstforhandlinger inden torsdag midnat, vil forligsmanden sandsynligvis sætte en konflikt i gang.

Og ifølge BTs oplysninger er der stadig uhyre meget, der mangler at falde på plads, hvis en konflikt skal undgås. Onsdag blev der godt nok taget nogle skridt i forhandlingerne, men parterne er langt fra enige.

Bliver konflikten en realitet, betyder det blandt andet, at FC København og AaB ikke kan stille i stærkeste opstilling, når de henholdsvis tirsdag og onsdag skal spille Champions League-opgør mod Leverkusen og APOEL Nicosia. I så fald vil man kun kunne råde over spillere, der ikke er medlem af Spillerforeningen - eller medlemmer, der vælger at bryde strejken.