FC København har netop fået tilgang af den argentinske midtbanespiller Franco Mussis, og han kan muligvis se frem til at få nogle landsmænd med sig til den danske hovedstad.

Københavnernes chefscout, den tidligere frisparkskonge Lars Højer Nielsen, fortæller, at FCK efterhånden har fået etableret sig i Argentina.

- Vi har rejst lidt i Sydamerika og har et netværk, der kan tage sig af os og sørge for, at vi kommer til at se så mange kampe som muligt. Det er nemmere, end det var første gang. Og så har vi også forskellige programmer, blandt andet wyscout, så vi kan følge ligaen. Og der er muligheder, specielt i det argentinske marked, siger Lars Højer til bold.dk.

- Vi tager lidt af gangen. Det argentinske marked er også en stor mundfuld, og der er masser af brugbare spillere. Det er der ingen tvivl om.

Lars Højer Nielsen erkender dog, at der er hård konkurrence om de bedste argentinske spillere. Derfor handler det om at være vakse ved havelågen og tage nogle chancer.

- Det handler om at reagere meget, meget hurtigt, for man konkurrerer med scouts fra en masse forskellige klubber, som bor i Argentina. Du er meget afhængig af løbende at få informationer fra dit netværk. Man skal også gøre sit hjemmearbejde, så hvis man falder for en spiller, så skal man hurtigt muligt kunne rykke på det, siger Lars Højer og fortsætter:

- Der kommer ufatteligt mange gode spillere igennem systemet i klubberne hele tiden. Min fornemmelse er, at hvis en spiller har 10 gode kampe i den argentinske liga, så er mange klubber klar til tilbyde dem en aftale. Sådan er konkurrencen, så det kan ikke nytte noget at tro, at vi kan følge en spiller i et halvt år. Så skal vi måske kunne reagere på ham, hvis man har set ham i to kampe.