Den tidligere bestyrelsesformand og direktør i Parken Sport & Entertainment, Flemming Østergaard, samarbejdede gennem en årrække med Harald Nielsen i bestyrelsen for selskabet bag FC København.
Østergaard mindes den nu afdøde Harald Nielsen på facebook.
Harald Nielsen, eller Guld-Harald, som han også var kendt som, spillede en afgørende rolle, da FC København tilbage i begyndelsen af 90erne blev etableret som en overbygning på traditionsklubberne KB og B1903.
Harald Nielsen var bestyrelsesformand fra begyndelsen i 1992 frem til 1997. Herefter sad han som menigt medlem i bestyrelsen fra til 2006, hvor han trådte ud og siden blev klubbens første æresmedlem.
Inden sin afgang fra bestyrelsen var Harald Nielsen en af de få medlemmer, der satte spørgsmålstegn ved Flemming Østergaards ledelse af klubben. Ifølge bogen 'Løvekongens storhed og fald' foreslog Harald Nielsen, at Østergaard skulle træde tilbage som formand og gå tilbage til rollen som administrerende direktør, men den afviste Don Ø.
Siden forsvarede Harald Nielsen dog også Østergaard. Da Don Ø var blevet afsat og i 2010 skulle fratages sit æresmedlemskab gik Harald Nielsen til angreb på den daværende ledelse:
»Bestyrelsen har jo besluttet at udnævne ham til æresmedlem. Det er da meget mærkeligt, at det nu skal tages fra ham, der må jo være opstået noget. Den, der leder klubben, skal have klubånd, og dét er der ikke nu. Det er ærgeligt, det man gør ved klubben nu. Det er ærgerligt, hvis man går i ryggen på hinanden,« sagde han dengang til BT.
Inden sin tid som ledende figur i FCK havde Harald Nielsen selv en imponerende fodboldkarriere, som blev indledt i Frederikshavn. Han blev topscorer ved OL i Rom i 1960, hvor Danmark vandt sølv, og spillede siden i en årrække i italiensk fodbold. Først seks sæsoner i Bologna, hvor han scorede 81 mål i 157 kampe, og siden i Inter, Napoli og Sampdoria, hvor han på grund af skader ikke opnåede den samme succes.
Harald Nielsen blev 73 år.