Randers’ Kasper Fisker blev offerlam for et rasende FCK-hold, der i det sidste kvarter af gårsdagens kamp gik fuldstændigt fra hinanden.

Det kulminerede ved Brandur Olsens røde kort, efter han sparkede ud efter Randers-spilleren, og dermed måtte gå tilbage til den bænk, han netop var kommet fra.

Men det var blot én ud af mange episoder. Tidligere i kampen havde Mathias Zanka Jørgensen angiveligt slået ud efter Kasper Fisker, hvilket Randers-kanten tydeligt kunne mærke efter kampen.

»Han gav mig en ordentlig en. Jeg ved ikke, hvad hans intention var, om han gjorde det bevidst eller ej. Det må I spørge ham om,« sagde Kasper Fisker.

Mathias Zanka Jørgensen havde dog ikke tid til at kommentere på hændelsen efter kampen, da han, som han sagde, hurtigt skulle have is flere steder på kroppen.

For at den episode ikke skulle være nok, sparkede Nicolai Jørgensen også ud efter Fisker tidligere i kampen. Det indrømmede FCK-angriberen.

»Han irriterede mig generelt. På et tidspunkt hoppede han ind i maven på mig, og jeg sparkede ud efter ham. Det skal man ikke gøre. Det gør jeg forhåbentlig kun én gang. Linjevogteren så det, og jeg tror, vi var lige gode om det, så det er fair nok, at dommeren ikke gjorde noget,« sagde Nicolai Jørgensen.

Men det stopper ikke her, hvis man spørger Kasper Fisker. Der var nemlig flere episoder, hvor han blev ramt af FCK-holdets vrede.

»Der var andre episoder, man kunne kigge på. Jeg bliver revet ned af Delaney i første halvleg, hvor han rev mig i halsen. Så jeg synes, de var lidt frustrerede. Jeg synes ikke, de opførte sig pænt. Men det var måske vores fortjeneste, fordi vi spillede godt og gik hårdt til den.«

Ståle Solbakken var ikke i tvivl om sit holds tilstand, efter at man var kommet bagud 2-0. Der var ganske enkelt for mange spillere i det røde felt.

»Vi kollapser efter det andet mål. Vi havde mange chancer, men scorede ikke, og så fik vi skader, så vi måtte ændre på formationen. Det skal ikke være en undskyldning for os. Men jeg kan godt forstå, at spillerne vel følte, at alt gik imod dem. Vi har trænet med Amankwaa som central midtbane, og så udgik han efter to minutter.«

Selvom Kasper Fisker havde rigeligt med episoder at tale om på banen,var han trods alt glad for sejren, som holder Randers inde i kampen om bronze.

»Det er dejligt at komme tilbage i bronzekampen. Vi var syv kampe uden sejr, så det var en kæmpe forløsning,« sagde han.