I FCKs seneste fire kampe har holdet lukket 12 mål ind. Spillet fungerer ikke, og fejlene hober sig op. I forgårs blev det danske mandskab nærmest ydmyget af Bayer Leverkusen med et 0-4-nederlag. Nu er det på tide, at manager Ståle Solbakken bliver stillet til ansvar.

- Efter kampen mod Dnipro var vi genier, og det nye FCK-hold kunne gå hen og blive det bedste af samtlige i historien. Derefter præsterer vi katastrofalt mod Hobro, taber uheldigt til FC Midtjylland, og derfra går vi ind til kampene mod Leverkusen.

- Der ved alle, at vi skal præstere helt exceptionelt, mens de skal være dårlige, hvis vi skal have en chance. Det skete ikke, og nu står vi her. Det har jeg ingen problemer med, og jeg tager det sure med det søde. Potentialet i denne trup er meget større end i sidste sæson. Samtidig har vi sænket gennemsnitsalderen med mange, mange år, og de fleste er sikret på kontrakter på tre år eller mere. Jeg er meget, meget fortrøstningsfuld, siger Ståle Solbakken.

BT har mødt den norske chef i FC København til et interview efter den seneste tids markante spillemæssige problemer. Solbakken står for første gang i en hel sæson i FCK selv med det fulde ansvar for indkøb og implementering af filosofi, og dermed står han med det fulde ansvar.

I handlede hurtigt, da transfervinduet åbnede. Alle forventede, at FCK dermed ville være helt klar fra sæsonstart. Hvorfor har I så ikke været det?

- Det kommer, men måske lidt senere end jeg og alle andre havde håbet. Forklaringen er simpel: Tom Høgli blev smidt af holdet i Club Brugge, da han gjorde det klart, at han havde skrevet under med os. Derfor har han ikke spillet. Per Nilsson spillede én ud af de sidste 12 kampe i Bundesligaen på grund af en hofteskade. Mikael Antonsson kom langt inde i sæsonen.

- Zanka har ikke spillet i to år i Holland. Youssef Toutouh har været skadet i lang tid, det samme har Nicolai Jørgensen. I alt har vi vel syv spillere, som ikke har haft den optimale indledning, og dermed har holdet ikke fået den nødvendige rytme og ro. Så bliver præstationerne derefter. Jeg vil gerne stå ved, at de ikke har været gode nok, men jeg er ikke overrasket.

Men burde en klub af FC Københavns størrelse ikke kunne håndtere, at mange spillere ikke er i form?

- Så mange spillere kan vi simpelthen ikke have i vores trup. Vi skal have konkurrence med 17 til 18 mand, der er tæt på holdet, men når halvdelen er ude af rytme, er det vanskeligt.

- Men ja, vi burde have haft fire eller fem point mere i Superligaen på dette tidspunkt. Når alt kommer til stykket, så husk på hvilket dansk hold, der - uanset hvilke problemer de er i - igen og igen skaffer point til dansk fodbold. Det er ét eneste hold, og vi får kun hjælp en gang imellem af et hold i Jylland. Hvor pokker er de andre? Det skal I da undersøge. De laver jo ikke en skid for dansk fodbold.

FCK er så også en væsentligt større klub?

- Væsentligt større end Brøndby? Væsentligt større end FC Midtjylland?«

Sådan har det været tidligere?

- Ja, men pointen er, at vi føler, at der er én verden for FCK, og én verden for alle de andre. Nu er vi i en omskiftelig periode. FCK har haft fire trænere på tre år, og vi har lavet alle de fejl, som de andre plejer at lave. Vi skal have tid til at bygge op igen. Det er vi i gang med nu, og så kan vi ikke gå i panik, fordi vi er igennem skandale-kampe mod Hobro og FC Vestsjælland. Resten har været okay.

Men du ved jo også, at der ikke er plads til tålmodighed med en klub af FCKs størrelse.

- Ja, og det lever vi fint med, og vi ved, at det nok skal komme til at gå bedre og bedre.

Roland Nilsson og Ariël Jacobs har været cheftrænere, mens du har været væk. De måtte leve med langt mere kritik, end du nu oplever. Har du mere goodwill end dem?

- Ja, men det mangler da også bare. Tænk på, hvad mit træner-team og jeg har gjort, mens vi har været i dansk fodbold. Vi har skaffet Danmark så mange point. Lige nu er jeg ikke rystet af modvinden. Jeg har stået i disse situationer et hav af gange i FCK. I sidste ende handler det bare om at holde fast og ikke ændre på sin filosofi. Det gør vi heller ikke nu.

I takt med at resultaterne udebliver, vil vi blive ved med at lægge mere og mere tryk på dig. Hvordan har du det med det?

- I må hjertens gerne lægge pres på mig. Jeg har været i FC Köln, hvor jeg var fyringstruet hver dag, så det her bekymrer mig ikke. Det, der optager mig, er, at denne klub skal bygges op igen. Jeg har hovedansvaret for det. Jeg tager beslutningerne. Johan Lange og jeg lægger hovedstrategien, og vi har foretaget de nødvendige forandringer. Vores ungdomsafdeling er for eksempel totalt fornyet og er 100 procent bedre end tidligere. Alt i klubben skal tilbage til, at vi har vinder-genet i os, for det har vi ikke længere. Vi har mistet det og mistet fornemmelse af at være uovervindelige. Det skal bygges op igen, og det tager tid.

Er du frustreret i øjeblikket?

- Nej, overhovedet ikke. Jeg er skuffet, men sådan er det med de resultater. Vi står ved vores målsætning trods udfordringerne, og det gør vi, fordi vi er ambitiøse. Vi siger ikke, at vi skal bruge 28 år på at komme i gang, ligesom visse andre klubber gør. Vi skal være danske mestre i år og i et europæisk gruppespil i begyndelsen af næste.

Din administrerende direktør, Anders Hørsholt, sagde i slutningen af 2013, at FC København fra 2016 skal være i Champions League hvert år og også gerne komme videre fra 1/8-finalerne. Det er der ikke lang tid til.

- Næ. Men det er heller ikke noget, jeg har sagt. Det bliver jo svært. Men 2016 er langt væk. Og hvor mange hold i Norden har lige klaret den udfordring de seneste 10 år? Men resten af sæsonen vil vi se større og større fremskridt, så lad os se. Lige nu har vi en relativt ung og fremadstormende trup, og resultaterne skal nok vende, siger Ståle Solbakken.

FC Københavns næste kamp er ude mod OB i Superligaen søndag.