AaB har efter 2-0-sejren i Brøndby for alvor meldt sig ind i mesterskabskampen.

Og derfor bør de øvrige mesterskabskandidater i form af FC København og FC Midtjylland da også frygte nordjyderne, som ser sprudlende ud for tiden. Men hvorfor har de så stor succes? BT har spurgt AaB'erne og Brøndby-træner Thomas Frank, hvorfor man skal tage nordjyderne alvorligt i mesterskabskampen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Allan Gaarde, sportsdirektør, AaB
»Det er åbenlyst, at vi er blevet rigtigt giftige offensivt, og vi har mange, som kan score mål. Når man ser på vores bænk, har Rasmus Jönsson og Nicklas Helenius siddet meget ude, og de kan begge score mange mål. Nu så man, at Kasper Pedersen blev skadet lige inden kampen mod Brøndby, og det kunne vi også klare ved, at Gilli Rólantsson kom ind. Og så spillede Jakob Blåbjerg en stærk kamp i midterforsvaret. Så vi er forholdsvis brede.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Lars Søndergaard, cheftræner, AaB
»Jamen, de skal selvfølgelig frygte vores offensiv. Den er sprudlende og har scoret mange flere mål end de andre. Vores defensiv kunne selvfølgelig være bedre, men søndag spillede vi så til nul, og hatten af for det.«

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Thomas Frank, cheftræner, Brøndby IF
»Hvis du kigger på AaB, er de det bedst spillende og sprudlende hold, og det skal de have ros for. De har ni ud af 11 fra deres mesterhold i 2014, og der er en grund til, at de blev mestre, uanset hvor dårlige de andre hold var. Der er ingen tvivl om, at når de ligger, hvor de gør, kommer de til at spille med om det, men alle vil jo gerne have mere end en eller to kandidater, og hvad der er realistisk, må de selv udtale sig om. Men de har et godt hold, og de spiller flot fodbold.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Thomas Enevoldsen, midtbanespiller, AaB
»Jamen, vi kan ikke snakke os uden om det. Ingen tvivl om det, når vi spiller med den selvtillid, vi gør, så er det fortjent, at vi ligger, hvor vi gør. Nu har vi sat Brøndby på plads to gange. Den første gang splittede vi dem ad med 4-1, og søndag vinder vi også fortjent. Når du vinder og vinder, får du selvtillid, og det er der utroligt mange af vores spillere, der har.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Kenneth E. Petersen, forsvarsspiller, AaB
»Vi har en trup, hvor de, som er nummer 12 og 13, også giver den en skalle til træning. Og der kan man bare se, at der er kvalitet. Vi har i 14-15 måneder spillet uden en decideret venstre back, fordi Jakob Ahlmann har været skadet, og der er ikke blevet hentet nogen ind. Men folk udfører deres job til perfektion. Selvfølgelig kan vi da vinde guld, men det kan de andre også. Vi skal have et godt transfervindue, for at det kan lade sig gøre.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Rasmus Würtz, anfører, AaB
»Vi har en god holdånd og en god base, og jeg synes, at vi spiller rigtig godt med bolden. Vi kommer næsten altid frem til gode chancer, og så har vi to angribere, som næsten scorer på alle deres chancer. Det er kampafgørende.«