Emre Mors træner i FC Nordsjælland, Kasper Hjulmand, var ikke i tvivl, da han i foråret fik spørgsmålet: ‘Kan Emre Mor begå sig på det danske landshold?’ Målt på det rå talent kunne han sagtens, mente Hjulmand, men han kunne øjensynligt også begå sig på det tyrkiske.

Emre Mor er nu tabt for Danmark i mere end en forstand. Efter FC Nordsjællands salg af stjerneskuddet til Dortmund for omtrent 90 millioner kroner, kan Superligaens tilskuere ikke længere nyde hans unikke færdigheder med bolden.

Ej heller på landsholdet får vi glæde af ham, da det 18-årige talent til trods for flere kampe for de danske ungdomslandshold valgte at repræsentere Tyrkiet på højeste niveau. Den beslutning har ført Emre Mor til EM efter flotte præstationer, og derfor melder spørgsmålet sig nu mere end nogensinde. Har DBU sovet i timen?

BT har talt med fem eksperter, der sætter ord på det danske landsholds tab af Emre Mor.

Daniel Ortved, fodboldkommentator hos TV3 Sport

»Jeg ved ikke noget om, hvordan processen har været i DBU, men man går med en fornemmelse af, at han måske ikke er blevet omfavnet på den rigtige måde uden for banen. Det kan da godt være, at vi selv har lavet en fejl her i Danmark, men det kan vi ikke konkludere ud fra det, vi ved. Jeg håber bare, at DBU nedsætter et udvalg, som skal finde ud af, hvad vi kan lære af den her proces. Kunne vi prøve nogle andre ting? Er der nogle ting, vi kunne gå på kompromis med for eventuelt at forbedre mulighederne for at et lignende talent med anden etnisk baggrund end dansk, ikke vælger det danske landshold fra?« siger Daniel Ortved, der ærgrer sig meget over tabet af så stort et talent.

»Tirsdag var en ret mærkelig dag, som startede fantastisk med et hattrick fra Christian Eriksen i Japan, og så blev dagen sluttede af med, at Skandinaviens måske dyreste spiller nogensinde ikke skal spille for det land, som han har spillet flest ungdomslandskampe for. Lige da han kom frem, kunne man ikke lade være at sige ’jamen der går jo nok et par år, før han for alvor er der’. Og jeg tror bare, at er så typisk dansk, at man måske undervurdere det der kæmpe potentiale.«

Niels Christian Frederiksen, fodboldkommentator hos TV3 Sport

»Vi behøver ikke at slå os selv i hovedet og piske os med skorpioner, for det valg træffer nogle af talenterne også i Tyskland. Se bare på Hakan Calhanoglu fra Leverkusen og Nuri Sahin fra Dortmund. Det tyrkiske fodboldforbund er et af verdens mest aggressive fodboldforbund på den måde, at de har scouts ansat – fem alene i Tyskland – til at fange de her unge med tyrkisk baggrund. Jeg tror, DBU har strakt sig så langt, de kunne, for at få ham (Emre Mor, red.).«

»Uanset hvilke gode grunde Emre Mor har for at spille for Tyrkiet, kan jeg godt ærgre mig over, at han ikke træffer det valg, som Mesut Özil gjorde, og spiller for det land, som har givet ham sin fodboldopdragelse. Men til syvende og sidst er det naturligvis hans personlige valg.«

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Mikkel Bischoff, fodboldekspert hos Discovery Networks (6’eren)

»Det virker, som om at DBU har en eller anden politik omkring de her ting, og jeg synes egentlig godt, at man kunne have gjort noget mere for at holde på Emre Mor, når man ser på, hvor exceptionelt stort et talent han er. Han kunne nemt være blevet rykket op og fået følelsen af, at han har en stor, fremtidig rolle på det danske A-landshold. Det ville være relativt gratis at give ham chancen for at komme med i truppen.«

»Det er en potentiel superstjerne, Danmark er gået glip af her, og der er der ikke nogen tvivl om, at hvis han fortsætter sin udvikling, ville han kunne blive en nøglespiller på det danske landshold. En spiller, som ville trække folk i Parken. Lidt ligesom Zlatan i Sverige. Det går nok mere end 20 år imellem, at der kommer så unikt et talent, og selvfølgelig er det skuffende på alle måder, at han så ikke skal spille for Danmark. Både for landsholdet, men også for alle de andengenerationsindvandrere, for hvem han ville kunne blive et kæmpe forbillede og en rollemodel for.«

Poul Hansen, fodboldekspert hos TV3 sport

»Jeg er ikke i tvivl om, at DBU ærgrer sig helt vildt lige nu, men selvom vi ikke ved meget om processen med Emre Mor, kan jeg helt ærligt ikke se, hvad de skulle have gjort anderledes. Landstræneren vil jo altid udtage det hold, som han tror, vil vinde. Derfor kan ungdomslandstrænerne jo ikke love en spiller, at han vil komme til at spille på A-landsholdet.«

»Jeg synes da, at det er skide ærgerligt. Fra første Superliga-kamp kunne man se, at Emre Mor bare kan noget, som ingen andre herhjemme kan. Og så synes jeg bare, at det var ekstraordinært gjort af Tyrkiet at tage ham med. Det var måske en chance at tage, men det gav pote for dem, og det synes jeg egentlig bare, at de skal have kredit for. Det er godt set af dem, men det betyder jo ikke, at DBU ikke har set hans talent.«

Thomas Frank, tidligere Brøndby-træner.

»Selvfølgelig kunne vi bruge ham på det danske landshold. Det er vildt ærgerligt, at det er sket, som det er sket, men i bund og grund er det Emre Mors eget valg. Han skal ønskes alt det bedste, men de evner han besidder, er netop noget af det, vi mangler på det danske landshold, så selvfølgelig er det ærgerligt, at vi ikke har sådan en spiller.«

»Som en spiller, der besidder de helt særlige evner, var han da en af de muligheder, der var for, at Danmark kunne få en Zlatan. Jeg tror og håber på, at vi gør det bedre og bedre i Danmark, så vi også får den næste mulighed for at få en Zlatan.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere