Alle eksperter har dømt FC Vestsjælland færdig i Superligaen. Men holdet er pludselig vokset og skovler point ind, mens Esbjerg og Sønderjyske er gået i stå. Nedrykningskampen lever for fulde drøn.

»Sikke noget lort.«

Sådan lød Esbjerg-træner Niels Frederiksens umiddelbare reaktion, da han på en TV-skærm i Parken så Osama Akharraz sikre FC Vestsjælland alle tre point hjemme mod FC Nordsjælland på en scoring i de sidste sekunder.

Frederiksens frustrationer voksede utvivlsomt, da han knap tre timer senere fra sidelinjen i Parken så sit hold sætte tre point over styr mod FCK. I kampens sidste 20 minutter vendte FCK med to mål kampen, og Esbjerg måtte rejse tomhændet hjem fra København.

Nedrykningsdramaet er overraskende åbnet, og sejren til FCV markerer også, at klubben fra Slagelse har ramt momentum på det helt rigtige tidspunkt.

»Jeg tror da, at de er lidt nervøse i Esbjerg lige nu, for vi ser stærke ud. Og så er der det med held og uheld. Det har det med at udligne sig over en hel sæson. Vi har haft modgangen, nu kommer det andet,« siger FCV-spilleren Rasmus Festersen.

Situationen er selvfølgelig alvorlig. En nedrykning er langt mere end en halvdyr affære. Eksperter med forstand på fodboldøkonomi peger på, at en tur ud af Superligaen koster omkring 20 millioner kroner. Det kan mærkes i budgetterne, og historien har tidligere vist, at det bestemt ikke er selvskrevet, at turen ned i landets næstbedste række afløses af en hurtig retur sæsonen efter. Den næste måned skal spillerne kæmpe for at undgå dette økonomiske morads.

Mens FC Vestsjælland hele sæsonen igennem har vænnet sig til at ligge i bunden, tager dramaet til i Esbjerg og Sønderjyske. For kun nogle få uger siden så alt sikkert ud. FCV var 10 point efter, ingen tænkte tanken, at de ville overleve. Nu tør ingen vel længere melde sådan ud.

»For to måneder siden havde spillerne måske ikke opsøgt heldet på samme måde, som de gør mod FC Nordsjælland. Vi skal have de her tilfældigheder over på vores side, og det gør vi kun gennem energi og fysik. Jeg kan sagtens begynde at rette i en masse fodboldfaglige ting, men det vigtigste var og er den energi, de viste. Det kan de være stolte af. Vi er stadig favoritter til at rykke ned. Vi må ikke miste fokus og skal kigge frem. Det kræver også, at enkelte individer træder til og leverer det ekstraordinære,« siger FC Vestsjællands cheftræner, Michael Hansen.

Og netop sådanne ekstraordinære præstationer har målmand Thomas Mikkelsen længe disket op med. Han mærker et forandret FCV-mandskab.

»Vi har momentum, og det skal vi køre videre på. Tidligere faldt vi nærmest sammen som hold, når de andre scorede. Sådan er det ikke længere. Vi kommer tilbage, og det gjorde vi igen mod FC Nordsjælland,« fastslår Mikkelsen, der selv taler om øget fysisk styrke og energi som årsag til FC Vestsjællands overraskende comeback i nedrykningsspillet.

»Vi er blevet gode til at tage en kamp ad gangen, og så træner vi fremragende. Jeg ved godt, at det lyder lidt kedeligt, men det er sandheden. De spillere, vi fik i vinter, er også kommet i kanonform, så det begynder at se godt ud. Nu er førsteprioriteten at investere med fight og energi.

En af de personer, der længe har kunnet være sin indsats bekendt, er angriberen Rasmus Festersen. Han mærker den nye stemning i truppen.

»Det handler rigtig meget om selvtillid. Vi har længe bare rendt ind i det ene nederlag efter det andet, og det sætter sig. Nu begynder vi at få succes, og det giver selvtillid. Det så man i dag. Nu har vi seks finaler tilbage, og det bliver med hovedet under armen og fuld fart frem, siger Festersen.