At spille i Greuther Fürth er som at spille Champions League, siger Tobias Mikkelsen.

Knap en million kroner for hver måned, Tobias Mikkelsen havde tilbage af sin kontrakt.

Mere nøjagtigt er det 4,5 millioner kroner, den tyske oprykkerklub Greuther Fürth har lagt i den snart bugnende Champions League-klubs kasse i Farum for at rive kontrakten på de sidste fem måneder i FCN over.

Det skriver Ekstra Bladet, der samtidig oplyser, at den 25-årige landsholdsspiller havde flere gode tilbud at vælge imellem, men prioriterede den offensive spillestil i sin nye Bundesligaklub frem for de andre henvendelser.

- At spille i Bundesligaen er som at spille Champions League hver uge, og det ser jeg frem til, siger kantspilleren til det tyske fodboldmagasin Kicker.

FC Nordsjælland hentede inden salget af Tobias Mikkelsen Anders Christiansen i Lyngby, men han er en mere central type, hvorimod Tobias Mikkelsen agerer på kanten.

Derfor var håbet ifølge Ekstra Bladet, at man kunne hente Nicolai Jørgensen, som dog skiftede til FC København på en lejeaftale tidligere på sommeren.

Sportschef Jan Laursen forklarede torsdag over for sporten.dk, at han er tilfreds med denne sommers tranfervindue, hvor to er smuttet, og to er kommet ind.

Ud over Tobias Mikkelsen er Andreas Bjelland smuttet fra klubben, mens Morten Nordstrand er kommet til.