FC Nordsjælland lejer landsholdsspiller hos de engelske mestre.

De danske mestre, FC Nordsjælland, fortsætter den voldsomme oprustning, efterhånden som det danske transfervindue hastigt nærmer sig sin lukning.

Tidligere onsdag kunne sporten.dk fortælle, at øjeblikkets nummer to i Superligaen nærmer sig en aftale med den portugisiske U21-landsholdsspiller Joao Pereira fra Sheriff Tiraspol i Moldova. Men der kommer flere nye ansigter i omklædningsrummet i Farum.

Sporten.dk erfarer således at den ghanesiske landsholdsspiller Mohammed Abu er meget tæt på at underskrive en lejeaftale med FC Nordsjælland.

Abu, der har spillet en håndfuld landskampe for Ghana, har siden 2010 været ejet af den engelske storklub Manchester City, men han har endnu ikke optrådt for gigantens førstehold.

I stedet har den 21-årige midtbanespiller været lejet ud til både norske Strømsgodset, tyske Eintracht Frankfurt og spanske Rayo Vallecano, hvor han har spillet siden august.

Nu rykker han til FCN på endnu en lejeaftale. Blot detaljer mangler, inden lejeaftalen kan underskrives.